Nul tolerance

Det er på høje tid, regeringen indfører en nul -tolerance -strategi. Altså over for de forældre, der ikke har fattet, at revselsesretten blev afskaffet for 12 år siden, men fortsat bruger vold i opdragelsen af deres børn. Så kunne det være, at politikerne fik lettere ved at nå målet om at nedbringe ungdomskriminaliteten.

I går fik Brian Mikkelsen (K) besøg i Justitsministeriet af Janet Napoletano, minister for intern sikkerhed i USA, som har lovet at hjælpe Danmark med ekspertviden om, hvordan man bekæmper bandekriminalitet. Men måske Mikkelsen også skulle alliere sig med de myndigheder, der er ansvarlige for at handle efter indberetninger om vold i hjemmet.

Ifølge regeringens egne eksperter i Ungdomskommissionen, der i september afleverede en over 750 sider lang rapport om ungdomskriminalitet, blev det nemlig fremhævet, at vold i hjemmet er en klar risikofaktor. Både når børn er vidner til forældres vold imod hinanden, og når de selv bliver udsat for det, øger det risikoen for, at børnene bliver kriminelle som unge eller voksne.

Udenlandske studier af forskellige typer af opdragelse bekræfter ligeledes, at en hård og straffende opdragelsesform ikke fremmer chancerne for, at barnet bliver en god samfundsborger, der ikke krænker andre mennesker. Snarere tværtimod.

Alligevel har debatten om ungdomskriminalitet og rekruttering til bandemiljøerne hovedsagligt koncentreret sig om elektroniske fodlænker og nedsættelse af den kriminelle lavalder. Det er påfaldende, at de politikere, der forlanger en hård linie over for kriminelle børn og unge, er slappe og sky i forhold til forældres uhyggelige og mislykkede prægning af børnene.

For få dage siden bekræftede en undersøgelse blandt 3.000 københavnske skolebørn i 5.-9. klasse, hvad chokerede lærere på en enkelt skole allerede havde konstateret gennem tegninger fra eleverne: At mange af dem bliver slået jævnligt derhjemme. Ifølge undersøgelsen gav knap hver femte udtryk for, at der var vold i hjemmet, og børn i indvandrerfamilier blev hyppigere slået og sparket end etnisk danske børn.

I betragtning af hvor højt retspolitik står på dagsordenen ved det kommende kommunalvalg og hos regeringen, er det sørgeligt at konstatere berøringsangsten, så snart det kommer til familiens forhold. Det er muligt, at regeringen dækker sig ind under, at man gerne vil skærpe indberetningspligten. Men hvad hjælper det, hvis barnet ikke kan regne med, at nogen tager affære, fordi kommunernes villighed ofte står og falder med pengestanden?

For 12 år siden gav politikere fra bl.a. Dansk Folkeparti udtryk for, at afskaffelsen af revselsesretten var en »uhyrlig socialistisk lov«, som gjorde børnene til statens ejendom. Måske de borgerlige havde haft mere held med retspolitikken i dag, hvis man tidligere havde taget hånd om forholdene i hjemmet.