I de kommende dage kan Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt regne med, at der venter et brev fra EU-Parlamentets administration i hans postkasse. Brevet afkræver en forklaring på Messerschmidts administration af EU-midler i fonden FELD, der er tilknyttet den EU-politiske alliance MELD, hvor han sidder som formand.

I brevet bliver han afkrævet forklaring i en konkret sag om sejlture på en træskonnert i 2013, der er finansieret af midler fra FELD-fonden. Flere DF-folketingsmedlemmer sejlede på skonnerten op til kommunalvalget i november 2013, og det kan være imod reglerne - EU-midler må nemlig ikke bruges i forbindelse med nationale valg eller til direkte eller indirekte finansiering af nationale partier og kandidater.

»Jeg ved, at der er brev på vej til Morten Messerschmidt, hvor der bliver spurgt til en forklaring i den konkrete sag, der nævnes i de danske medier, omkring en sejltur i 2013,« siger Majory van Den Broeke fra EU Parlamentets pressekontor.

Hun understreger, at »det ikke er en efterforskning, det er for at få mere information«.

Morten Messerschmidt har selv forklaret, at sejlturene på den over 100 år gamle skonnert ’Halmø' var finansieret af midler fra EU-Parlamentet.

Han har også garanteret, at sejlturene lever op til reglerne for brug af EU-midler, hvilket han blandt andet mener, fremgår af sejlbådens motto »Det sejler i EU- vi sejler for Danmark«.

Nu har Morten Messerschmidt så to uger til at dokumentere, at der ikke også blev ført kampagne for det forestående kommunalvalg på båden. oplyser Majory van Den Broeke.

Foruden træskonnerten har FELD-fondens EU-midler også sponsoreret en række DF-annoncer, der blev bragt på flere danske mediers hjemmesider i foråret. De omtalte en række DF-mærkesager som social dumping og bevarelsen af retsforbeholdet.

Sagen om Morten Messserschmidts administration af EU-midler startede tirsdag, da den nu daværende DF-parlamentariker Rikke Karlsson forlod Dansk Folkeparti, fordi hun angiveligt er blevet nægtet adgang til Feld-fondens regnskab af Morten Messerschmidt.