Folketingets ombudsmand skriver nu til statsministeriet for at høre nærmere om det Rolex-ur til 68.800 kroner, som skatteminister Troels Lund Poulsen har fået af en oliesheik i Qatar.

Henvendelsen sker efter, at B.T. lørdag kunne fortælle, at skatteministeren personligt bruger det dyre ur, som han fik under en rejse som miljøminister i januar 2010.

- Jeg henvender mig foreløbig til statsministeriet for at høre nærmere på samme måde, som jeg har henvendt mig i sagen om Søren Pinds-tøjrabat, siger Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til bt.dk.

Det var også B.T., der for et par uger siden fortalte, at udviklingsminister Søren Pind har fået et unikt VIP-kort til tøjmærket Sand, der gav ham 30 procent rabat på alt firmaets tøj. Rabatkortet var uddelt til under 60 kendte mennesker og erhvervsfolk og er siden stoppet af tøjfirmaet.

Folketingets Ombudsmand er øverste myndighed i sager om gaver til ministre. Og han slår fast, at ministre også er underlagt de samme principper om modtagelse af gaver som andre offentlige ansattte.

Ifølge reglerne fra Personalestyrelsen må offentlige ansatte kun modtage mindre gaver som lidt vin eller en bog ved særlige lejligheder.

- Jeg vil understrege, at der gælder de samme principper for ministre som for alle andre offentlige ansatte. Men de har selvfølgelige nogen repræsentative opgaver, når de møder statsledere, der medbringer gaver.

Jamen, i udenrigsministeriet og statsministeriet opbevarer de af samme grund gaverne i ministeriet - her har skatteministeren taget uret med hjem.

- Det er nok rigtigt. Men nu vil jeg ikke behandle sagen, før jeg har set på den. Men det er klart, at urets værdi, som jeg kan se, er blevet beskrevet som 68.000 kroner indgår i min vurdering, siger Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til B.T.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har overfor B.T. understreget, at han har betalt moms og told af uret.