1. november løfter EU de sanktioner mod Zimbabwe, der siden 2002 har ført udviklingsbistand uden om staten. I næste uge besøger den danske handels- og udviklingsminister landet.

Lørdag åbner EU for at normalisere udviklingsbistanden til Zimbabwe, der siden 2002 har været underlagt sanktioner, blandt andet på grund af styrets gentagne overtrædelser af basale menneskerettigheder. Den danske bistand er dermed også på vej tilbage til de officielle kanaler.

Siden EU indførte sanktionerne mod præsident Robert Mugabes regering i 2002 har den danske udviklingsbistand til landet været ført uden om staten, men når handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i næste uge besøger landet, sker det som et led i den såkaldte »normaliseringsproces« af den danske pengestrøm.

»EUs ophævelse af sanktioner på udviklingssamarbejdet med Zimbabwe er et vigtigt skridt hen imod en normalisering af samarbejdet. Det er reaktion på, at der overordnet set siden 2009 er sket positive skridt i landet på menneskerettighedsområdet, og at en ny forfatning blev vedtaget i 2013,« siger Mogens Jensen i en skriftlig kommentar.

Sanktionerne blev indført, fordi man fra EUs side vurderede, at landet ikke levede op til flere elementer i den aftale, EU har lavet med Zimbabwe og flere andre afrikanske lande. Det er blandt andet overtrædelse af demokratiske principper og »rule of law«, der blandt andet betyder, at staten overtræder landets lovgivning.

Men selv om EU altså løfter sanktionerne og Danmark arbejder hen imod at normalisere den støtte, vi sender til Zimbabwe, så bliver det ikke lige med det første, at præsident Robert Mugabe får kontrol med midlerne

»Der blive indgået en mere formel politisk dialog mellem Bruxelles og regeringen i Harare. Selv om EUs udviklingsprogram vil blive udarbejdet i tæt dialog med Zimbabwes regering, er vi endnu ikke parate til at kanalisere støtten direkte til landets ministerier. Der udestår fortsat en del reformarbejde, som jeg ser frem til at drøfte med regeringen og andre partnere,« siger Mogens Jensen, der rejser til Zimbabwe som den første europæiske minister siden valget i 2013.

Ministerens besøg i Zimbabwe kommer samtidig med, at netop den danske udviklingsbistand er genstand for ophedet debat i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Der skal skæres 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden, som i stedet skal bruges på udgifter til asylsøgere herhjemme.

I den forbindelse har SF sagt, at hvis der skal skæres, så kan det gøres på de midler, der gives til korrupte lande. Om det betyder, at Zimbabwe ender med at skulle holde for, er endnu uvist.

Ifølge Udenrigsministeriet har Zimbabwe stadig store problemer med korruption, som truer med at bremse landets økonomiske udvikling. Zimbabwe var nummer 157 ud af 175 lande på Transparency Internationals korruptionsindeks i 2013, og Afrobarometer har vurderet, at Zimbabwe er det tredjeværste ud af 34 afrikanske lande, når man ser på regeringens indsats for at bekæmpe korruptionen.

Præsident Robert Mugabe har siddet ved magten i Zimbabwe siden 1980. I 2008 fratog den britiske dronning Mugabe den ridderorden, han har haft siden 1994, da man ikke længere mente, at han var værdig til at bære titlen.

Robert Mugabe er i dag 90 år gammel.