Nye oplysninger kan punktere kritikken af Skatteministeriets øverste embedsmand i Helle Thornings skattesag.

Det var både "naturligt og hensigtsmæssigt", at Skat København over fem møder drøftede Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag med den øverste embedsmand i Skatteministeriet, departementschef Peter Loft.

Det skriver Skat København selv i et notat til Skatteministeriet, som Morgenavisen Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

De seneste uger har Peter Lofts fem møder med direktøren for Skat København, Erling Andersen, udløst mistanke om, at Loft i strid med loven forsøgte at blande sig i udfaldet af skattesagen.

Men i notatet, som er dateret den 20. januar 2011, står der:

- Sagen blev fra starten vurderet som værende en meget følsom sag.

- Direktør Erling Andersen fandt det derfor både naturligt og hensigtsmæssigt at drøfte sagen undervejs med sine foresatte - produktionsdirektør Steffen Normann Hansen () og departementschef Peter Loft ().«

Ifølge notatet blev indholdet af afgørelsen slet ikke diskuteret på de fem møder.

En af de hårdeste kritikere i sagen har været Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet. Han siger nu til Jyllands-Posten:

- Umiddelbart tyder det ikke på, at Loft er gået ud over sine beføjelser.

Også forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch mener, at de nye oplysninger ændrer sagens karakter:

- Notatet tegner en anden virkelighed end den, der har været beskrevet i medierne de seneste uger: At presset kom oppe fra departementet.

- Det lyder jo, som om det er Skat København, der har taget initiativet til møderne. Har Skat København selv bedt om hjælp, står departementschefen i en mildere situation, siger Roger Buch til Jyllands-Posten.

/ritzau/