Ifølge fortrolige papirer har nordsøaftalen ikke været en så god forretning, som politikere har fortalt.

Nordsøaftalen fra 2003, som regulerer, hvor stor en del af indtægterne fra olien i Nordsøen, der havner i statskassen, har efter alt at dømme langtfra været så god en forretning for Danmark, som partierne bag aftalen igen og igen har fremhævet.

Det afslører fortrolige papirer fra oliegiganten Shell, som Politiken er kommet i besiddelse af.

Ifølge papirerne har aftalen totalt set blot betydet en samlet merindtægt til staten på én milliard kroner om året - i alt omkring ni milliarder kroner - siden aftalen trådte i kraft i 2004.

Det er markant mindre end de 20 milliarder kroner ekstra om året, der har været fremhævet i debatten, siden energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) i november sidste år annoncerede et serviceeftersyn af aftalen, som i sin tid blev indgået mellem selskaberne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) - Mærsk, Shell og Chevron - og partierne V, K, R og DF.

- Vi indgik i sin tid en god aftale, som har sikret staten langt større indtægter end forventet - faktisk 20 milliarder kroner ekstra årligt, skrev de Konservative ifølge Politiken i en pressemeddelelse så sent som i februar.

Skatteordfører Mike Legarth (K) afviser, at merindtægten er blevet markant mindre end forventet:

- Vi ved ikke noget om, hvad vi havde fået ind, hvis vi ikke havde lavet den nye aftale, siger han til avisen.

Ifølge overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger de nye oplysninger behovet for at kigge nordsøskatten efter i sømmene.

- Vi har anbefalet, at man ser på den eksisterende beskatning af nordsøaktiviteterne med henblik på en fokusering og stramning af beskatningen. Dette synspunkt er naturligvis ikke mindre relevant, hvis der er noget om, at ændringen fra 2003 ikke var så meget en stramning som tidligere, siger han.

Blandt de partier, der i sin tid stemte mod aftalen, vækker de nye oplysninger forargelse:

- Det her bliver et vigtigt tema i finanslovsforhandlingerne. Når regeringen siger, at der ikke er penge, bøjer vi os ikke for det. Det her viser, at der er penge, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

BNB