Næste gang Lene Espersen tager på ferie, bør hun måske holde sig fra Nordjylland.


Et flertal af danskerne mener, at Lene Espersen bør gå af som udenrigsminister, men det er særligt nordjyder, der har mistet tilliden.

Den konservative formand Lene Espersen mister opbakning på hjemmebanen i Nordjylland, hvor hun traditionelt nyder stor popularitet.

Nordjyske skriver, at 71 procent af nordjyder ønsker, at Lene Espersen skal træde tilbage som udenrigsminister. Det sker efter hård kritik af Espersens afbud til møder på grund af ferie.

Sammenlagt viser målingen, som Epinion har foretaget for DR, at 52 procent af danskerne mener, at Espersen skal gå af.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet mener, at det er et særskilt problem for Lene Espersen, at nordjyderne har mistet tillid.

- Hun slår selv meget på det nordjyske og har plejet sin hjemstavn i forhold til mange andre politikere, så det rammer hende dobbelthårdt, siger Kasper Møller Hansen.

Lene Espersen ønsker ikke selv at udtale sig om tallene, men storkredsformand for De Konservative i Nordjylland, Stig Risdahl, mener, at medierne bærer ansvaret for formandens kvaler.

- Den kritiske vinkel, som medierne har lagt, kan ikke undgå at påvirke folk, men jeg er overbevist om, at hvis hun får lov at passe sit arbejde, så vil det gå op for både nordjyderne og resten af danskerne, at hun er den rette udenrigsminister, siger han.

Lene Espersen overvejede for få måneder siden at flytte valgkreds, men efter råd fra partiets strateger valgte hun at blive i Nordjylland på grund at den opbakning, hun normalt har der.