Fredag kom Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, med en skarp kritik af den amerikanske ambassadør til Danmark, Rufus Gifford, som han ikke mener passer sit job. Det kalder Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, for trist og pinligt.

»Han optræder i et tv-program om hunde, han bliver gift på rådhuset og så er han med i en reality-serie på DR3. Jeg vil ikke høre mere om hans privatliv. Han burde skrive indlæg i danske aviser, forklare Obamas holdninger til raceoptøjer og skoleskyderier og fortælle, hvorfor Danmark bliver nævnt i amerikanske præsidentdebatter. Repræsenterer han Hollywood eller USA i Danmark?« sådan sagde Naser Khader blandt andet til BT fredag om sin kritik af den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, som han mener, ikke passer jobbet som ambassadør ordentligt.

Men den kritik er skudt helt ved siden af, det mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen.

I en mail til BT skriver han, at han mener, at det er et trist og pinligt angreb fra Naser Khaders side. Og Nicolai Wammen uddyber:

’Rufus Gifford gør det ganske enkelt fremragende som USA's ambassadør i Danmark. Rufus forstår nemlig både at være en dygtig og engageret repræsentant for USA på de bonede gulve og ude blandt danskerne. Og ja, han tillader sig at vise, at der er et menneske af kød og blod bag jakkesættet, men det er efter min mening kun godt. Så kære Khader, stik piben ind og pak janteloven væk. Verden har brug for flere ambassadører som Rufus Gifford - ikke færre’, skriver Nicolai Wammen.

Socialdemokraten har også delt sin holdning på Facebook. Og det er en mening, der høster mange ’synes godt om’-tilkendegivelser.

Nicolai Wammen står ikke alene med sin kritik af Naser Khader. Også Venstres udenrigsordfører, Michael Aalestrup Jensen, mener, at Khaders kritik er forfejlet.

»Jeg er slet ikke enig i Naser Khaders kritik. Den amerikanske ambassadør må deltage i alle de tv-programmer, han har lyst til. Det er kun fint, at vi på den måde får et indblik i, hvordan det er at være ambassadør for så stort et land. Det er kun med til at bygge bro mellem USA og Danmark«, sagde Michael Aalestrup Jensen fredag til BT.

Rufus Gifford har gennem det seneste stykke tid været en del i de danske medier. Blandt andet fordi han blev gift med sin mand på Københavns Rådhus, og fordi han deltager i et dokumentarprogram om sit eget liv på DR3.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Rufus Gifford på Naser Khaders kritik. Men den amerikanske ambassade meddeler, at man ikke regner med, at Rufus Gifford vil kommentere sagen.