Dansk politik mistede søndag en ikonisk skikkelse med den tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) død.

København: Dansk politik har søndag mistet en af sine mest ikoniske skikkelser. Anker Jørgensen er gået bort.

Anker Jørgensen var landets syvende socialdemokratiske statsminister og den hidtil eneste arbejdsmand på posten. Han var regeringschef længere end nogen anden siden mellemkrigs- og besættelsestidens legendariske Thorvald Stauning.

Mange sætter spørgsmålstegn ved hans egentlige politiske format, det var ofte hans stædige udholdenhed, der hjalp ham gennem anspændte situationer. Men ingen betvivlede hans gedigne menneskelige kvaliteter som et ægte barn af arbejderklassen.

Han besad et stærkt instinkt for jævne menneskers mentalitet og tankegang, og hans popularitet i befolkningen var meget stor. Ingen drømte om at kalde ham Jørgensen. Han var simpelthen Anker.

Folketingspolitisk var han et ret ubeskrevet blad, da han blev statsminister. Han havde nok været medlem af Folketinget siden 1964, valgt på Vesterbro i København. Men hans centrale politiske indsats var ydet i fagbevægelsen.



Da imidlertid de danske vælgere i oktober 1972 med stort flertal ved en folkeafstemning meldte landet ind i EF (nu EU), og daværende statsminister Jens Otto Krag (S) overraskende trådte tilbage, blev Anker Jørgensen - lige så overraskende - hans efterfølger.

Der taltes om, at han blev kuppet ind på posten. I hvert fald var han Krags favorit, og akademikeren Krag - der forudså problemer med at holde partiet samlet om en positiv EF-linje - valgte ham sandsynligvis netop på grund af hans baggrund i arbejdermiljø og fagbevægelse.

Som statsminister og partileder var Anker Jørgensens største aktiv da også den store folkelige gennemslagskraft.

Han var københavner, født på Christianshavn. Forældrene døde, da han var ganske lille, og han fik sit barndomshjem hos en faster, som tidligere havde været tobaksarbejderske, og en onkel, der var kusk.

Den unge Anker Jørgensen aftjente værnepligten som gardehusar i Næstved, blev sammen med sine soldaterkammerater interneret af tyskerne den 29. august 1943 og gik ind i modstandsbevægelsen.

I 1956 blev han formand for lager og pakhusarbejderne i København, ansattes 1962 i Arbejdsmandsforbundet (nu SiD) og blev i 1968 forbundsformand.

Som forbundsformand var Anker Jørgensen en fremtrædende leder i arbejderbevægelsen og gjorde sig bemærket som EF-tilhænger, skønt der var flertal imod EF på forbundets kongres.

Også i andre store spørgsmål for forbundet viste han mod til at tage standpunkter, som ikke var populære på venstrefløjen - til trods for, at han ideologisk altid betragtede sig som stående "til venstre for midten" og var medstifter af Socialdemokratisk Samfund, der var en venstrefløjsorganisation inden for partiets rammer.

Det kom som en overraskelse for Anker Jørgensen selv, at Krag pegede på ham som sin efterfølger. Han manglede jo enhver ministererfaring. Men han gik ind til den nye post med den robuste uforfærdethed, der altid prægede ham.

Hans første statsministerperiode endte dog allerede i december 1973 med det skelsættende jordskredsvalg med Fremskridtspartiet i hovedrollen. Det vendte op og ned på dansk parlamentarisk liv, og Socialdemokratiet tabte 24 mandater.

Valget bragte Poul Hartlings Venstre-regering til magten, men i Socialdemokratiet var der ingen tvivl om, at Anker Jørgensen fortsat skulle være partileder, og efter valget i februar 1975, da Socialdemokratiet genvandt syv mandater, blev han atter statsminister.

Fra nu af og indtil september 1982 var han chef for rene socialdemokratiske regeringer bortset fra perioden august 1978-oktober 1979, da Venstre indtrådte i regeringen.

Det var et "arbejderbonde"-eksperiment, der nok talte til noget i Anker Jørgensens sind, men de ideologiske spændinger mellem S og V var trods alt for stærke.

Koalitionen blev også mødt med voldsom modstand fra LO, hvis formand Thomas Nielsen blev en af Anker Jørgensens skarpeste kritikere.

Han måtte i det hele taget som statsminister kæmpe ikke blot mod den ydre opposition, men også mod oppositionelle rørelser i sit eget bagland. Han blev kritiseret for ikke at have styr på sit parti og sine ministre.

Arbejdsløsheden og underskuddet på betalingsbalancen var hovedproblemer for hans regering. Krise afløste krise, og det ene parlamentariske forlig efter det andet kom til verden først og fremmest i kraft af Anker Jørgensens resultatorienterede stædighed.

Mens han til at begynde med kunne løbe ind i problemer, fordi han ganske utilsløret sagde sin mening og for eksempel udtrykte uforbeholden sympati for Israels kamp mod araberne og antipati mod amerikanernes krig i Vietnam, lærte han sig efterhånden den diplomatiske udtryksform og tilkæmpede sig større autoritet.

Men han kunne ikke få styr på statsfinanserne, og i september 1982 trådte han tilbage med sin regering uden at udskrive valg. Han blev afløst af den konservative Poul Schlüter.

Anker Jørgensen blev formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, men den nye rolle som leder af oppositionen passede ham tydeligvis ikke alt for godt.

I 1987 fratrådte han som Socialdemokratiets formand, men forblev som menigt medlem af folketingsgruppen i en tilbagetrukken position.

Akademikeren Svend Auken afløste ham på formandsposten. Arbejdsmandens epoke var slut, og ved valget i 1994 trådte han ud af tinget.

Trods sin fag- og folketingspolitiske travlhed leverede Anker Jørgensen et betydeligt antal bidrag til bøger og tidsskrifter, deriblandt flere bind dagbogsoptegnelser. Samme år, han forlod Folketinget, udsendte han erindringsværket "Fra Christianshavn til Christiansborg".

Anker Jørgensen blev i 1948 gift med Ingrid Kvist Pedersen, der blev en stor støtte for ham i næsten 50 år. Parret fik fire børn og boede næsten hele deres liv sammen i Sydhavnen, hvor flere statshoveder aflagde visit i tredjesalslejligheden i det almene boligbyggeri på Borgbjergvej 1.

Der blev kastet en skygge over pensionisttilværelsen, da hans kone Ingrid efter smertefuld sygdom døde i 1997.

De senere år skrantede helbredet, og i begyndelsen af 2008 flyttede Anker Jørgensen fra sin lejlighed til plejehjemmet Plejebo på Vesterbro. Det var efterhånden blevet svært at komme op ad trapperne til tredje sal.

I 2013 var Anker Jørgensen så alvorligt svækket af sygdom, at han for første gang i mange år måtte opgive at deltage i arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Anker Jørgensen blev 93 år gammel.

/ritzau/