Et fremtrædende medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse har meldt sig ud af partiet, fordi lederen, Esben Rohde Kristensen, angiveligt ikke gider lave noget.

Der er udbrudt åben konflikt i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Det lille partis nye leder, Esben Rohde Kristensen, bliver beskyldt for at være uden engagement og ikke gide lave noget.

Det har fået 21-årige Daniel Carlsen, der hidtil har været i DNSBs landsledelse, til at melde sig ud i protest over lederen, der, efter Daniel Carlsens mening, er ved at køre det danske nazistparti i sænk.

- Esbens uvilje mod at lave noget har gjort, at jeg ikke længere ønsker at være medlem af DNSB. Jeg ved ikke, om han ikke gider eller er doven, men der sker i hvert fald ingenting. Han er nærmest en forhindring for de aktivistiske tiltag, som jeg mener, DNSB skal bruge i offentligheden, siger Daniel Carlsen.

Esben Rohde Kristensen overtog for et halvt år siden styringen af DNSB efter Jonni Hansen gik af efter 20 år som formand for DNSB

Han forklarer også sin udmeldelse med, at Esben Rohde Kristensen har brudt flere medlemmers tillid. Men hvordan det er sket, ønsker Daniel Carlsen ikke forklare nærmere.

Esben Rohde Kristensens ledelse vil, efter Daniel Carlsens holdning, betyde et farvel til det danske nazistparti, som vi kender det i dag.

- DNSB vil i fremtiden bare være hensat til en hjemmeside. Der sker ikke noget under Esben, så der vil ikke være noget aktiv DNSB i fremtiden, siger Daniel Carlsen og fortæller, at han i stedet vil starte en ny bevægelse, hvor de nazistiske synspunkter skal føres frem.

Daniel Carlsen blev offentligt kendt, da han under sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde flere gange bekendtgjorde i offentligheden sine nazistiske synspunkter samtidig med, at han stod vagt for de royale foran Amalienborg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Esben Rohde Kristensen til beskyldningerne fra Daniel Carlsen.