Verdensnaturfonden mener, at regeringen sender den grønne omstilling på selvmordsmission, hvis den gennemfører de besparelser, som der lægges op til i et lækket notat.

Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforening er mildest talt rystede over indholdet af det lækkede notat fra Finansministeriet, hvor regeringen ifølge Information lægger op til at slække på centrale klimamål og spare cirka 340 millioner kroner på det grønne område frem mod 2019.

John Nordbo, klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden, ser notatet som en kortslutning af årtiers grønne fremskridt.

»Det kan godt være, at regeringen kalder det grøn realisme, men det er snarere grøn kamikaze. Forslaget vil bombe det grønne område år tilbage uden at skele til, at det aldrig har været vigtigere at sikre solid grøn omstilling. Så vi opfordrer til, at man tager selvmordvesten af, inden den er spændt for godt fast,« siger John Nordbo.

Senere på året er der klimatopmøde i Paris, hvor verdens lande mødes for at diskutere klimaudfordringerne. John Nordbo mener, at det svækker Danmarks rolle som grønt foregangsland, hvis man sparer på området.

»Det er et dybt, dybt uheldigt signal. Danmark har haft en stærk profil i de internationale klimaforhandlinger, og der er blevet set op til Danmark som et land, der er med til at bygge bro mellem rige og fattige lande på klimaområdet, og så ser vi, at man tilsyneladende vil trække sig tilbage og ikke længere have ambitioner på området. Det er stærkt, stærkt uheldigt,« siger John Nordbo.

Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, kalder miljø-notatet »kortsigtet og uforståeligt«. Hun mener, at regeringen er ude i noget, der ligner et hævntogt.

»Man går systematisk efter alt det, den tidligere regering har sat i værk for at give naturen i Danmark et løft. Den danske natur er den anden mest rene i hele EU, så det er nødvendigt, at der bliver gjort en indsats,« siger hun og uddyber:

»Det har den tidligere regering taget fat på i et langt, sejt træk, hvor man har sat penge af til at komme i gang med de forskellige indsatser, og det er det, regeringen nu gør op med.«

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ønsker ikke at kommentere indholdet af de lækkede dokumenter, men han bekræfter, at der kommer til at ske besparelser på det grønne område som følge af regeringens kasseeftersyn.

»Vi har lige lavet et kasseeftersyn af de offentlige finanser, der viste, at der mangler rigtig mange penge i kassen, for at økonomien hænger sammen. Der mangler tre milliarder kroner til næste år og otte milliarder kroner i alt mod 2020. Det er rigtig mange penge,« siger Lars Christian Lilleholt i en skriftlig kommentar.