Fire politikere blev smidt ud af Folketingssalen under åbningsdebatten torsdag af Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Der er tale om Venstres Jan E. Jørgensen og de tre Konservative Naser Khader, Jane Heitman og Brian Mikkelsen.

De fire politikere var alle iført en sort t-shirt med skriften:

'Syrien Aleppo Bløder #savesyria'.

De Konservatives Brian Mikkelsen fortæller, at de fik overbragt beskeden, om at de skulle forlade salen, af Pia Kjærsgaard via Folketingets sekretær.

De fik at vide, at formanden ikke ønskede en politisk demonstration i salen. Derfor var trøjerne med det simple budskab ikke tilladt.

»Jeg tog den på, fordi jeg støtter den kamp, der er for demokrati mod bomberne, som Assad smider i Aleppo, og det er et godt initiativ, som Naser har taget her,« siger de Konservatives Brian Mikkelsen til Politiko og giver samtidig udtryk for, at han mener, Pia Kjærsgaard har overreageret i situationen.

Selv om Khader generelt mener, at man skal holde Folketingssalen fri for reklamer eller lignende, så mener han, at situationen i Syrien er ekstraordinær.

»Du ser hver eneste dag, at folk bliver myrdet. Børn, kvinder, og hospitaler bliver bombet, og ingen gør noget ved det. Jeg har sagt, at der skal indføres et flyveforbud over Syrien. Det er det, der redder liv. Hvis vi virkelig vil være humanistiske og redde civile, skal det indføres.«

De fire politikere skulle dog have fået tilladelse til at vende tilbage til åbningsdebatten, så snart de har smidt trøjerne.