Naser Khader møder Se og Hør i byretten

Naser Khader er tirsdag morgen på vej i Københavns Byret, hvor han har stævnet ugebladet Se og Hør.

Tirsdag kl. 8 skrev han således på sin Facebook-profil:

'1. Jeg elsker SAS :-) 2. Jeg elsker IKKE Se og Hør - som jeg skal møde i Københavns Byret i dag for at blive total renset - hvis nogen endnu ikke har hørt om sagen :-) så kan man her gense DR-udsendelsen 'Hængt ud på forsiden' - man tror det er løgn - fortsat god dag :-)'

Naser Khader var partileder for Ny Alliance, da han i valgkampen 2007 blev hængt ud på forsiden af Se og Hør for at have bestilt sort arbejde.

På det tidspunkt var TV2s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se og Hør.

En håndværker havde fået 5.000 kr af Se og Hør for historien, men samme håndværker havde ikke nogen dokumentation for sin påstand.

Ugebladet bragte senere et dementi, om at Khader bevidst skulle have benyttet sort arbejdskraft. Selv mener Naser Khader, at han tabte valget pga. artiklerne.

Khader har senere fortrudt, at han ikke anlagde sag mod Se og Hør i 2007. For nu har bladet to gange under den nye chefredaktør, Kim Henningsen, gentaget påstanden om, at Khader har fået udført sort arbejde.

Khader føler sagen forfølger ham, og nu vil han have sat et punktum.

Naser Khader kræver 100.000 kr. i erstatning. Sagen blev for nylig gennemgået i DR-programmet "Hængt ud på forsiden".

Læs også: