Naser Khader på Christiansborg mandag den 1. februar 2016. BT har i anledning af det nye forslag om venligboliger adspurgt en række politikere, hvad de synes om idéen, og om de selv kunne tænke sig at have en flygtning boende.
Naser Khader på Christiansborg mandag den 1. februar 2016. BT har i anledning af det nye forslag om venligboliger adspurgt en række politikere, hvad de synes om idéen, og om de selv kunne tænke sig at have en flygtning boende. Foto: Emil Hougaard

Opdateret: Det fremgik tidligere af blogindlægget, at den nedenfor-omtalte Zetland-artikel tog udgangspunkt i terrorangrebet i Stockholm 7. april, men der var ikke tale om en reference til det specifikke angreb.

’Whataboutism’ er med til at stoppe enhver intelligent diskussion og hører ikke hjemme i seriøse medier.

Jeg tror, vi alle kender til den situation, at man har argumenteret imod et emne, og nogen så bringer en helt anden problematik på banen for at mane ens kritik til jorden. Hvis man for eksempel siger, det er usundt at ryge, vil nogen pege på det farlige ved bilos. Synes man det, der foregår i Syrien er forfærdeligt, kan nogen finde på at sige, det også står slemt til i Congo.

Taler man om den manglende kønsligestilling i indvandrermiljøer, vil enhver diskussion stoppe, når nogen drejer emnet over på, at der sidder for få kvinder på bestyrelsesposter i Danmark. Det er ikke nyt, at nogen blander æbler og pærer, når man vil afværge en kritik, men fænomenet bliver mere og mere udbredt, og det er dybt problematisk, hvis den form for argumentation bliver brugt i politik og medierne.

Fænomenet hedder whataboutism. Udtrykket blev formuleret første gang i 2008 i The Economist af Edward Lucas og beskriver en propagandateknik, som blev brugt af Sovjetunionen over for Vesten under den kolde krig. Taktikken var effektiv til at lukke munden på modparten og blev flittigt brugt eller nærmere misbrugt i den periode.

BM

Efter den kolde krig aftog brugen af whataboutism, og argumentationsformen var næsten ved at uddø, men blev så bragt på banen igen i forbindelse med Vestens kritik af blandt andet Ruslands krænkelser af menneskerettigheder.

I dag kan man se whataboutism alt for mange steder, men det værste eksempel, jeg er stødt på til dato, kommer fra journalisten Thomas Hebsgaard. Han skriver i netavisen Zetland om terror, og peger på, at der er større sandsynlighed for at blive slået ihjel i trafikken af en pensionist end at blive offer for en terrorist.

Det er en vanvittig sammenligning, og jeg forstå ikke, at et seriøst medie som Zetland kan gå med til at trykke sådan noget. Det var ikke gået selv i RokokoPosten.

Det, der driver en terrorist, er had, og målet er at slå så mange tilfældige ihjel som muligt. Var der ikke skredet ind, ville der ved en del af terrorangrebene i de forløbne år have været mange flere ofre.

Der blev for eksempel fundet sprængstof i den lastbil, der kørte ind i menneskemængden i Stockholm, og havde politiet ikke været til stede, da terrorangrebet fandt sted mod Krudttønden i København, ville der med stor sandsynlighed være sket en massakre på de 70 tilstedeværende.

Hvordan kan en mand ved sine fulde fem sammenligne ondskab med pensionisters bilkørsel?

BM

Enhver samfundsmodel har inkorporeret risici, som vi lever med. Vi ved, nogle ting er farlige såsom trafikken og rygning, og dem kan vi tage vores forholdsregler imod. Men det bør ikke være farligt at gå en tur på strøget eller deltage i et foredrag.

Vi bør alle med ro i sindet kunne bevæge os rundt i samfundet uden at frygte for pludselig at blive ramt af tilfældig ondskab. Hvis man vil berolige befolkningen, må man gribe det intelligent an og frem for at pege fingre af pensionisterne, burde Hebsgaard skrive om den store indsats, som politiet gør for at forhindre terrorangreb.

Så pak den whataboutism væk! Det er en barnlig form for argumentation, der ikke hører hjemme i seriøse medier eller  i politik.

SMS

Hitter på Facebook