Naser Khader mener, den danske imam, Abu Bilal Ismail, skader hele Palæstinas kamp for selvstændighed med sine udtalelser om, at Allah skal ødelægge de zionistiske jøder.

- Hele spørgsmålet om Palæstina er ved at blive bortført af radikale islamister. Så længe typer som ham er dem, der dominerer Palæstina-spørgsmålet, så er der langt til fred og til en to-statsløsning. Han er i hvert fald ikke med til at skabe sympati om den palæstinensiske sag, som jo er reel nok, siger Naser Khader til BT   I videopklippet fra Abu Bilal Ismails fredagsbøn om Gaza og Palæstina, siger han blandt andet følgende: - Allah, destruer alle de zionistiske jøder. De er ingen udfordring for dig, siger Abu Bilal Ismail, der er kendt fra Grimhøjmoskeen i Aarhus, der er blevet beskyldt for at radikalesere unge muslimer. Overfor BT afviser imamen dog, at han opfordrer til drab på alle jøder. - Jeg mener ikke, det er alle jøder, der skal dø. Det er kun de jøder, der har dræbt befolkningen i Gaza. Jeg har bedt gud om at ødelægge de jøder, der dræber os. Det er ikke alle jøder, for jeg kender jøder, der er gode mod os. Jeg har aldrig ment, at det er alle jøder, siger han til BT At det netop er en imam fra Grimhøjmoskeen, der står bag de kontroversielle udtalelser, undrer ikke Naser Khader. - Det overrasker mig ikke, for de har et salafistisk og islamistisk udgangspunkt. Grimhøjmoskeen har forsøgt at moderere sig udadtil. Der kom så meget negativ fokus på dem, da det kom frem, at 22 Syrienkrigere havde haft deres gang i moskeen. Siden har de forsøgt at sige, at så slemme er vi ikke. Men det er ikke lykkedes, siger han.