»Hvis muslimer og imamer ikke tager afstand, freder de den voldelige islam. Det giver dem et medansvar for terrorhandlingerne.«

Sådan sagde folketingsmedlem og debattør Naser Khader (K) til TV 2 i en kommentar til en ny meningsmåling, som viser at tre ud af fire danskere vil have flere muslimer til at tage afstand fra terror.

Men Khaders kommentar faldt bestemt ikke i god jord alle steder. De Radikales Zenia Stampe anklagede Khader for dobbeltmoral, men Facebook-gruppen 'Jeg tør kæmpe mod Dansk Folkeparti' gik langt mere drastisk til værks.

I et opslag på Facebook opfordrede gruppen sine godt 30.000 følgere om at sende en sms direkte til Naser Khaders mobiltelefon - som i opslaget kaldes 'afstands-linjen' - for at vise ham, at de skam tager afstand fra terror. Khaders telefonnummer stod at læse nederst i opslaget.

'Det brød de sig vist ikke om'

Naser Khader fortæller til BT, at han modtog mellem 100 og 200 sms'er fra gruppens 'internet-krigere' i løbet af blot tre timer, men så fandt Khader en effektiv måde at bekæmpe den omfattende sms-spam på.

»De første sms'er der kom, lagde jeg på Facebook. Det har åbenbart virket præventivt, for det holdt op hurtigt derefter. Opslaget blev fjernet og sms'erne stoppede lige pludselig med at tikke ind. De brød sig vist ikke om at få deres egne telefonnumre offentliggjort,« siger Naser Khader til BT.

Her er Naser Khaders svar på 'Jeg tør kæmpe mod Dansk Folkeparti's Facebook-opslag. Vi har valgt at sløre alle telefonnumrene. Artiklen fortsætter herunder.

Men når du lægger telefonnumrene ud på dem, der har skrevet til dig, er du så bedre end dem og gruppen 'Jeg tør kæmpe mod Dansk Folkeparti', som startede det her?

»Det er en reaktion på det, de har gjort. Når de sender mig en sms, så har de jo en intention om, at man kan se deres numre, hvorimod mit er hemmeligt,« siger Naser Khader.

Teknisk set har Khader hemmeligt telefonnummer, da det ikke står at finde i telefonbogen, og der står da også 'Hemmelig', når man modtager en opringning fra folketingspolitikeren. Men Khader har dog selv valgt at oplyse nummeret flere steder på nettet.

'Grænseoverskridende'

Naser Khader vil ikke gøre mere ved sagen og har valgt ikke at politianmelde den. Ikke desto mindre undrer han sig over, 'Jeg tør kæmpe mod Dansk Folkeparti's måde at agere på i debatten.

»Jeg har intet imod, at folk er uenige med mig og vil til enhver tid stille op og debattere emnet i medierne. Men det er noget andet at lave organiseret chikane. Der går grænsen. De forsøgte at latterliggøre det og gøre det personligt. Jeg synes, de overtræder privatlivets fred ved at lægge mit telefonnummer, som er hemmeligt, ud på Facebook. Det er grænseoverskridende for mig,« siger Naser Khader.

Det konservative folketingsmedlem efterlyser i stedet en saglig diskussion om muslimernes holdning til terror, som han synes er et alvorligt emne.

»Jeg mener, den bedste måde at bekæmpe terror på ville være, hvis muslimerne engagerede sig mere i den. Kom nu ind i kampen og tag afstand fra terror. Når nogen laver en tegning mod islam flipper de ud, men når der begås terror i islams navn, så slet ikke samme indignation. Det forstår jeg ikke,« siger han.

Facebook-gruppen 'Jeg tør kæmpe mod Dansk Folkeparti' blev startet af frivillige i Zenia Stampes kampagne til Folketingsvalget i maj 2015. Efter valget har Zenia Stampe ikke længere noget med Facebook-gruppen at gøre.

Du kan læse Zenia Stampes egen kommentar til Khaders ønske om at få muslimer til at tage mere afstand fra terror her: