Klokken 22:30 søndag aften skulle Uffe Elbæk have medvirket i DR-programmet Deadline, men partiformanden for Alternativet meldte fra efter en hård infight med DRs Clement Kjersgaard.

»Jeg havde kørt et hårdt program og havde brug for at holde fri søndag aften. Men jeg var også irriteret over interviewet med Clement. Tingene hænger jo sammen, det er klart,« siger Uffe Elbæk til DR.

I talkshowet 'Vi ses hos Clement' kom Clement Kjersgaard og Uffe Elbæk så alvorligt op at toppes om Alternativets flygtningepolitik, at Uffe Elbæk inden programmet blev sendt søndag skrev på sin Facebook-profil, at han var meget berørt af interviewet.

»30 sekunder inde i interviewet med Clement, var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål, jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted Clement vidste hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten,« skriver Uffe Elbæk i et længere indlæg i sin Facebook-profil. Her kalder han også interviewet for 'uværdigt'.

Alternativet bekræfter over for BT, at Uffe Elbæk valgte at sige nej til det aftalte interview med Deadline søndag aften, men at man tilbød, at partiets politiske ordfører kunne medvirke i stedet.

»Vi tilbød at stille med Rasmus Nordqvist, hvilket de takkede nej til i går,« siger partiets pressechef Magnus Harald Haslebo.

Interviewet med Clement handlede om Alternativets udlændingepolitik. Og her stillede Clement Kjersgaard blandt andet mere end 15 variationer af det samme spørgsmål - om Uffe Elbæk stadig mener, vi bør føre den samme flygtningepolitik, som de har gjort i Sverige. Det havde han udtalt i december, at han ønskede.

Uffe Elbæk mener derimod ikke, at han fik mulighed for at forklare Alternativets politik, og udbryder på et tidspunkt i interviewet.

»Det er et meget specielt interview det her. Jeg vil gerne svare på dine spørgsmål, men...«

Hvortil Clement svarede.

»Det tror jeg ikke, du vil.«

»Nå,« svarer Uffe Elbæk overrumplet.

Partiformanden mener slet ikke, han fik lov til at forklare partiets politik.

»Det kan ikke passe, at jeg snakkede udenom, for han afbryder mig. Der ligger en klar køreplan for, hvordan interviewet skal forløbe, men jeg bliver afbrudt, fordi mit svar ikke passer ind i interviewet,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Uffe Elbæk selv, men han uddyber over for DR, hvorfor han droppede det aftalte interview med Deadline.

»Vi tilbød at stille med vores politiske ordfører i stedet. Det er altså os selv, der bestemmer, hvem vi sender og ikke DR. Det vigtige er, at I får svar.

Å boykotter ikke Deadline
Alternativet understreger dog, at det ikke er partiets generelle politik ikke at medvirke i interviews med Deadline fremover.

»Der er jo ikke tale om, at det er en generel ting i forhold til Deadline. De har inviteret os i studiet tirsdag eller onsdag, og der kommer Uffe ind igen,« siger Magnus Haslebo.

Han mener, at det også hører med til partiets linje at sætte fokus på mediernes dækning af politik.Og derfor ytrede Uffe Elbæk sig om det på Facebook.

»Vi ser det som en forpligtelse også at belyse mediernes rolle og den kultur i medierne, der fokuserer på konflikt og sensation. Det kombinerer vi med at tage ansvar for vores opførsel på Christianborg, hvor vi forsøger at gøre tingene på en anden måde ved at belyse, hvordan sådan et interview foregår bag linjerne,« afslutter pressechefen.