Den 43-årige byrådskandidat for SF i Odense, Halime Oguz, har denne weekend trukket overskrifter, efter hun i BT og Berlingske har beskyldt venstrefløjens politikere være berøringsangste, når snakken falder på ghettoerne. Nu har du mulighed for at chatte med politikeren.

- De er bange for at blive kaldt racister og få at vide, at de går højrefløjens ærinde. Men den angst må de lægge fra sig, for problemerne i ghettoerne er ikke kun sociale, de er i høj grad også kulturelle, og det skal vi som politikere anerkende. Mange bosætter sig i ghettoer, fordi de vil forblive en del af kulturen, de kommer fra, og de vil opdrage deres børn i den kultur. Vi har et ansvar for at gøre noget ved problemet, vi kan ikke bare feje det ind under gulvtæppet. Vi skylder de her mennesker et andet liv. Derfor er det så vigtigt, at vi tager debatten om ghettoerne, siger Halime Oguz.

Halime Oguz har boet hovedparten af sit liv i Odense-ghettoen Vollsmose. Hun bliver provokeret, når politikerne taler varmt om ghettoerne, som de sjældent har opholdt sig i længere tid ad gangen.

- Jeg synes, at de politikere, der taler varmt om ghettoerne, skal prøve at flytte derud. Så vil de se små børn, der render ude og leger til langt ud på aftenen, og pigerne der undertrykkes og konstant udsættes for massiv social kontrol, ligesom de vil opleve, at der ikke er nogen, der taler dansk eller ser dansk tv. De er kun en del af det danske samfund, når de skal til lægen eller på kommunen og lever et liv fuldstændig isoleret fra verden udenfor, siger Halime Oguz.

Hun ved godt, at det kan være politisk selvmord på den måde at lange ud efter sin egen politiske fløj, men hun kunne ikke lade være. For Halime Oguz vil hellere lægge sin egen politiske karriere i ruiner end at lade stå til. Det eneste, der betyder noget for hende, er, at det i sidste ende ændrer livet for de mange unge mennesker, der vokser op i skyggen af ghettoens store blokke og undertrykkende normer.

- Jeg har valgt at engagere mig i politik, fordi jeg vil gøre en forskel. Det er af samme årsag, at jeg har skrevet debatindlægget. Da jeg blev skilt og flyttede fra Vollsmose, fik jeg en helt ny horisont, jeg så livet på en anden måde. Den oplevelse vil jeg gerne have, de der bor i ghettoerne også får.

Halime Oguz chattede med bt.dks læsere mandag - læs hele chatten her:

(Hvis du læser med fra mobilen - klik her for at følge live-chatten)