Torsdag offentliggjorde Hindholm STX, at de 15. august bliver Danmarks første muslimske gymnasium. Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, kalder skolen for 'en katastrofe'.

På skolen må pigerne ikke have nedringede bluser på, i skolens kantine vil der kun blive serveret halalkød, og på skolen vil der være indrettet et bederum.

Men oprettelsen af det muslimske gymnasium vækker bestemt ikke jubel hos Dansk Folkeparti.

»Det er en katastrofe. Det vil fastholde nogle muslimer i et muslimsk parallelsamfund, og det er det sidste, vi har brug for. Det er dybt skadeligt for integrationen, og det er en illusion at tro, at de her unge mennesker vil kunne komme ud og bidrage positivt til samfundet,« siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen til BT.

Hvis det stod til Dansk Folkeparti, skulle et gymnasium som Hindholm STX være ulovligt, fortæller Martin Henriksen.

»Der er ingen regler i dag, som forhindrer, at man kan opføre et muslimsk gymnasium, og det er jo netop problemet,« siger Martin Henriksen og tilføjer:

»Så længe det ikke er ulovligt at lave den slags skoler, så er vi ikke tilfredse med reglerne.«

Hos Enhedslisten ser man også et problem med det nye gymnasium, men det er ikke så meget det, at det er muslimsk. Her handler det mere om, at det nye gymnasium er privat.

»Vi ser jo helst, at flest muligt går i de offentlige gymnasier, hvor flere kulturer, religioner og samfundslag mødes. Det er styrken ved vores offentlige uddannelsessystem,« siger Eva Flyvholm, som er uddannelsesordfører og vikarierende integrationsordfører for Enhedslisten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Eva Flyvholm, uddannelsesordfører og vikarierende integrationsordfører for Enhedslisten.
Eva Flyvholm, uddannelsesordfører og vikarierende integrationsordfører for Enhedslisten. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Hun understreger, at reglerne for private gymnasier er lige for alle, så længe undervisningsministeriets regler for, hvad der skal undervises i, bliver overholdt.

»Muslimer har selvfølgelig lige så meget ret til at oprette et specialgymnasium, som andre har ret til at oprette et kristent privatgymnasium eller et privat idrætsgymnasium,« siger Eva Flyvholm til BT.

Gennemsyret af muslimsk kultur

På skolens hjemmeside beskriver skolen sig som en skole med ‘en muslimsk profil i et demokratisk samfund.’ Men den beskrivelse giver Martin Henriksen ikke meget for.

»Det vil være islam og muslimsk kultur, som kommer til at gennemsyre skolen. De unge bliver fastholdt i nogle normer, som skaber problemer på en lang række områder i samfundet,« siger Martin Henriksen.

Skolen vil tilbyde i undervisning i alle de fag, som de skal ifølge Undervisningsministeriet, men derudover vil man også tilbyde valgfag som arabisk og tyrkisk til de ti piger og otte drenge, som begynder på skolen i midten af august.

Det er dog heller ikke det faglige indhold, Martin Henriksen anfægter.

»Problemet er det sociale og det kulturelle indhold, som er bygget op omkring muslimsk kultur. Og det er den kultur, der giver os de integrationsproblemer vi har i dag, og jeg kan ikke få øje på, at den kultur ændrer sig med et muslimsk gymnasium. Det ville da være dejligt, hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke,« siger Martin Henriksen.

Hindholm STX slår dørene op for 18 elever når sommerferien er slut 15. august.