Transportministeren er klar til at bruge en halv milliard kroner på en udvidelse af E45 mod Aarhus.

Aarhus. Massiv trafik og konstante kødannelser på motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg er blevet dagligdag, og derfor skal den tosporede motorvej udvides til tre spor i hver retning.

Sådan lyder et forslag ifølge Jyllands-Posten i regeringens finanslovsudspil, og transportminister Hans Christian Schmidt (V) forventer, at motorvejen vil være udvidet inden for tre til fire år.

Udvidelsen skal ske ved at lave et ekstra spor i hver retning i den nuværende midterrabat, som er 12 meter bred. Dermed undgår staten at skulle ekspropriere eller opkøbe jord.

- Så det bliver relativt billigt, siger Hans Christian Schmidt, der er sikker på, at udvidelsen kan laves for 500 millioner kroner.

Planerne får en positiv modtagelse hos både borgmestre i området og hos Dansk Industri, der betegner E45 som Danmarks største flaskehals.

Også syd for Skanderborg - mod Horsens - har erhvervslivet ønsket E45 udvidet. Desuden efterlyser det midtjyske erhvervsliv en hærvejsmotorvej fra Hobro til syd for Kolding.

De projekter bliver ikke taget af skrivebordet med udvidelsen af Aarhus-Skanderborg-strækningen, lover ministeren.

- Det er ikke et enten-eller. Det er et både-og, siger ministeren til Jyllands-Posten.

/ritzau/