Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt (DF) foreslår, at Danmark opretter en patrulje, som kan sætte ind over for snyd og løndumping.

EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) foreslår oprettelsen af en patrulje, som skal kontrollere arbejdstagere fra andre EU-lande, skriver Jyllands-Posten.

»Vi har brug for en østpatrulje,« siger Messerschmidt, der mener, at Skat, fagbevægelse og politi i en fælles enhed skal »arbejde sammen, så der kommer mere kontrol med østarbejdere generelt. For der er så meget fup og svindel.«

Morten Messerschmidt kalder sit forslag »en håndsrækning« til fagbevægelsen, som han mener, at myndighederne må »komme til undsætning« i deres arbejde med at kontrollere, hvorvidt overenskomster overholdes.

Han mener, at der ikke kun skal afsættes ressourcer, men også gives yderligere rum til at straffe arbejdsgiverne.

»Fagbevægelsen er dybt overbebyrdet. Derfor skal der være et samarbejde, så patruljen kan rykke ud, når der er indicier på, at arbejdstidsregler eller overenskomster bliver brudt. Så skal patruljen have hjemmel til at stoppe arbejdet, hvis der ikke er styr på tingene,« siger Messerschmidt.

LO-formand Harald Børsting hilser ideen velkommen.

»Det er altid godt at sætte ind med øget kontrol,« siger han.

SFs formand Pia Olsen Dyhr (SF) kalder patruljenavnet for »noget sludder«.

»Alle skal overholde de krav, vi stiller. Det gælder ikke kun østeuropæerne. Men ellers lyder det som en god ide at styrke indsatsen. Vi har allerede gjort meget, og det er positivt, hvis DF vil være med til at fortsætte,« siger hun til Jyllands-Posten.

Socialdemokraternes ordfører for social dumping, Ane Halsboe-Jørgensen (S), siger, at regeringen allerede »har oprettet et samarbejde mellem Skat, politi og Arbejdstilsynet, der laver patruljer og fanger ulovligheder som aldrig før.«