Dansk Folkeparti skal betale et større beløb tilbage til Europa-Parlamentet, som partiet tidligere har fået af det europæiske politiske parti MELD.

I en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti fremgår det blandt andet, at Morten Messerchmidt i november 2013 fik trykt julekort for intet mindre end 31.045,27 kr. Pengene kom fra Meld-fonden Feld.

Gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen har anbefalet, at partiet i alt betaler 955.210,38 kroner tilbage til Europa-Parlamentet. Der er tale om hele støtten i årene 2012-2015.

Han forklarer:

'Der har været en løsagtig omgang med formalia i MELD og FELD. Det indtryk, der har bredt sig i offentligheden, hvor der er tegnet et billede af rod, sjusk og lemfældig administration har i min gennemgang vist sig at være et gennemgående problem.'

Han håber, at de hurtigst muligt får styr på sagerne i samarbejde med EUs særlige anti-svindel enhed, OLAF, der efterforsker korruption og svindel med EU-midler.

'Jeg vil gerne understrege, at der ikke er tale om, at aktiviteterne nødvendigvis er hverken ulovlige, problematiske eller har formelle mangler. Men at min anbefaling om tilbagebetaling alene bunder i en vurdering af, at det tjener Dansk Folkeparti som helhed bedst at lade sig separere fra disse europæiske organisationer. Som vi principielt og politisk altid har været modstandere af, og som vi følgeligt – i bagklogskabens ulideligt klare lys – aldrig burde have taget del i,' skriver Anders Vistisen.

Han har anbefalet, at Dansk Folkeparti betaler omkring en million kroner tilbage efter afsløringer i Meld-sagen, nemlig 955.210,38 kr.

'Jeg håber, at danskerne vil tage imod min uforbeholdne undskyldning for, at vi ikke har levet op til hverken de formelle eller de moralske standarder, som man med rette kunne have forventet af os. Det har ikke været godt nok, og det beklager jeg dybt,' slutter han.

Ifølge Ritzau kommer Dansk Folkeparti sammenlagt til at tilbagebetale 2,563 millioner kroner tilbage. Det skyldes, at beløbet på 955.210,38 kroner bliver lagt oven i et tidligere beløb, som tidligere er blevet betalt.

»Klogt træk«

Politisk kommentator Thomas Larsen mener, at Dansk Folkeparti gør klogt i at betale penge tilbage til Europa-Parlamentet.

»Det er klogt og rigtigt, at Dansk Folkepartis ledelse handler på den måde, så de kan få gjort rent bord og sige, at man ikke skylder nogen noget. Men hvis det viser sig, at der har været tale om svindel, så kommer det som en ekstra bombe, som vil ramme Morten Messerschmidt, men også DF's ledelse, meget hårdt,« siger Berlingskes politiske kommentator til Ritzau.

Han mener, at Morten Messerschmidt står rigtigt dårligt.

»For få år siden blev han rubriceret som en kronprins, som engang kunne overtage ledelsen. Det kapitel er fuldstændig lukket. Nu er vi der, hvor han snart skal være glad, hvis han overhovedet kan få en valgkreds og komme i Folketinget,« siger Thomas Larsen til nyhedsbureauet.