Socialdemokraten Morten Bødskov forlanger nu, at DRs ledelse kommer på banen i sagen om Clement Kjersgaards meget omdiskuterede interview med Mette Frederiksen.

På tv- programmet stod et interview med Socialdemokraternes formand om partiets holdning til den aktuelle flygtninge-krise. Men det seerne så, da Clement Kjersgaard søndag aften havde Mette Frederiksen i studiet i 'Vi ses hos Clement' på DR2, udviklede sig hurtigt til en verbal slåskamp.

Clement Kjersgaard gik hårdt til formanden for at få hendes svar på en række spørgsmål om Socialdemokraternes flygtningepolitik. Hun følte, at han afbrød hende hele tiden, mens han på sin side holdt fast i, at han ville have svar på sine spørgsmål.

Efter programmet udbrød der heftig debat på de sociale medier, hvor især socialdemokratiske medlemmer af Folketinget følte sig provokeret af Kjersgaards interviewteknik.

Her to dage efter har bøgerne på ingen måde lagt sig.

Tirsdag besvarede studieværten nemlig kritikken med et et opslag på Facebook, hvor han opfordrede Socialdemokraterne til at svare på fem konkrete spørgsmål, som han ikke mener, han fik svar på i programmet.

Det fik tidligere justitsminister Morten Bødskov op af stolen. I et interview med Jyllands-Posten kræver han, at ledelsen af Danmarks Radio kommer på banen.

»Det rejser det helt åbne spørgsmål, om Clement Kjersgaard er sprunget ud som politiker – eller om han stadig er journalist,« siger Morten Bødskov til avisen.

Bødskov mener, at Clement Kjersgaard med opslaget kører en målrettet kampagne mod partiet.

»Er dette her den nye form for journalistik, man skal forvente fra Danmarks Radio?« spørger Morten Bødskov.

Mandag sagde Clement Kjersgaard til bt.dk, at hans måde at interview politikere på skal ses som en reaktion på, at så mange politikere - efter hans mening - fylder vælgerne med standardsvar og tom snak.

»Over de sidste år er der sket en acceleration i forhold til politikere, der fylder offentligheden med meningsløshed og bruger standard svar. Og det skal vi ikke lægge ører til på DR. Hvis man bare vil høre politikernes partilinje, så kan man gå på nettet og finde deres partiers pressemeddelelser,« sagde han og fortsatte:

»Jeg vil gerne have mange seere, men ikke for en hver pris. Politikerne skal da have lov til at snakke om deres sommerferie og deres favorit bageopskrift, men det bliver bare ikke hos mig.«

Opsangen fra Morten Bødskov vækker kritik fra professor Frands Mortensen, der er medieforsker ved Aahurs Universitet.

»Hans arme er blevet for korte. Politikere skal have en armslængde i forhold til de statligge medier,« siger Frands Mortensen og uddyber:

»Selvfølgelig har han lov til at have sine meninger, og han sidder heller ikke i DR-bestyrelsen. Men han respekterer ikke selve princippet om armslængde. Det skal være armslængde mellem politikere og de statslige medier, så moralsk set er hans arme for korte,« siger Frands Mortensen.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Morten Bødskov.