Mor Auken håber på Touborg

Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet og mor til Ida Auken, mener, at Mette Touborg vil stå stærkt overfor Astrid Krag i kampen om at blive ny SF-formand.

Margrete Auken, tidligere folketingsmedlem og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, håber, at SF-næstformand Mette Touborg melder sig som formandskandidat. Det skriver BT.dk.

- Jeg tror, at Mette vil være en god kandidat, og at hun vil stå stærkt overfor Astrid Krag, siger Margrete Auken.

Hun vil dog ikke ud med, hvem hun stemmer på, hvis formandsvalget kommer til at stå mellem Mette Touborg og Astrid Krag.

Dog er Mette Touborg, hvis hun ender med at blive formand, nødt til at have sin daglige gang på Christiansborg.

- Det er klart, at hvis Mette bliver valgt, så bliver hun nødt at stoppe som borgmester i Lejre, og så vil hun sandsynligvis få en ministerpost, siger Margrete Auken,

Hun glæder sig over, at hendes egen datter, Ida Auken, har valgt ikke at gå efter formandsposten.

- Jeg er glad for, på hendes vegne, at hun har trukket sig. Det er godt for hendes familie - og godt, at hun kan bruge al sin power som miljøminister, siger Margrete Auken og fortæller, at datteren ikke er blevet presset til sit valg.

- Jeg er næsten sikker på, at det er hendes eget valg, og der er ingen splittelse mellem Ida og Astrid.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her