Mandag lander handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i New York til FNs 69. generalforsamling. Et af de budskaber, han har med, er, at FN skal have en hurtigere reaktionsevne, når der opstår kriser som ebola i Vestafrika og med IS i Syrien og Irak.

FN er for langsom til at reagere, når der er brug for De Forenede Nationers (FN) hjælp rundt omkring i verden. For meget bureaukrati, intern konkurrence mellem FNs organisationer og for høje omkostninger er nogle af de udfordringer, handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) vil diskutere med FNs ledere i løbet af ugen.

»Jeg har hørt rygter om, at når man skal sælge noget til FN, så kan man godt lige skrue prisen op med 20 procent. Det skal FN være bedre til at holde øje med og konkurrenceudsætte leverandørerne,« siger Mogens Jensen som en af de ting, han vil indskærpe over for FN, at organisationen skal gøre bedre.

Og ministeren understreger, at den kritik, han har med til New York, er en kærlig kritik, for han mener ikke, at der nogensinde før har været så stort et behov for FN som nu.

Men måske netop derfor skal der effektiveres lidt, så FN kan reagere hurtigere, når behovet opstår.

»I forbindelse med ebolakrisen og ISILs (også kaldet Islamisk Stat, IS, red.) angreb i Nordirak, kunne vi godt have brugt en hurtigere reaktion fra FN og FNs organisationer. Og der er FN nødt til at indrette sit system, så man hurtigere kan reagere og fjerne noget af det bureaukrati, der er i forbindelse med den slags beslutninger. Det er vigtigt, at FN skal være en stærk organisation, så derfor skal vi have FN til at optimere sit arbejde, så det bliver så velfungerende som overhovedet muligt,« siger handels- og udviklingsministeren.

Han har selv set problematikken på første hånd i Irak.

»Jeg var i Erbil i det nordlige Irak i juni. Der havde FNs organisationer internt konkurreret om, hvem der skulle have opgaven med at hjælpe. Men børnene er jo ligeglade med, om det er UNICEF eller FNs flygtningeorganisation, UNHCR, der hjælper. Bare hjælpen kommer hurtigt,« siger ministeren.

Mogens Jensen mener også, at FNs ledere vil lytte, når Danmark taler.

»Der vil være mere lydhørhed, fordi Danmark bliver betragtet som en af de varmeste støtter af FN. Måden man ser det på er også, at Danmark, selvom vi er et lille land, får adgang til at tale med FN-organisationernes ledere og Ban Ki-Moon (FNs generalsekretær, red.),« siger han.

Mogens Jensen skal blandt andet mødes med FNs flygtningehøjkommissær, Antonio Guterres, og vicegeneralsekretæren for FNs Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, Valerie Amos.

»Jeg tager det op med de forskellige ledere af FN-organisationerne, som jeg møder. Det handler om at tale direkte til de mennesker, der er ansvarlige. Jeg har ikke hørt problemet omtalt i de ni måneder, jeg har siddet som minister på området, så nu tager jeg det op som et tema fra dansk side,« siger den danske minister.

Udover at have et budskab med om et mere effektivt FN, skal Mogens Jensen fremme danske CSR-mål i udlandet, arbejde med FNs post-2015 mål med særligt fokus på kvinders rettigheder og arbejde for at få flere lande til at følge efter Danmark ind i den lille klub på fem lande, der overholder FNs mål på 0,7 procent af BNP for udviklingsbistanden.