Da Mogens Camre i 1996 blev gift med sin 38 år yngre hustru, Lene Tychsen Camre, skortede det ikke på vennernes advarsler.

- Dengang sagde mine venner, at jeg ikke var rigtig klog og at det aldrig ville gå godt. Men det gjorde det alligevel rigtig længe. Men når et menneske kommer i 35 års alderen, skal man vel gøre sig overvejelser om, hvad man vil med resten af sit liv, siger Mogens Camre og hentyder til sin kones alder.

Hans stemmeføring er en del langsommere og uden samme ihærdige energi, når samtalen handler om det private. Blikket bliver fjernt, og man sidder med følelsen af, at han reflekterer over sin egen situation samtidig med, at han holder samtalen i gang.

Mogens Camre er i dag fyldt 77 år. Lene er flyttet fra deres fælles hjem i Bagsværd med deres søn William på seks år. Mogens Camre er i gang med et comeback på den politiske front ved kommunalvalget, hvor han stiller op for Dansk Folkeparti i Gladsaxe. Samtidig nyder han livet med ny kæreste og samværet med William hver 14. dag. Men der er ikke sat endeligt punktum for ægteskabet med Lene.

- Lene og jeg er sådan set ikke skilt endnu. Hun flyttede herfra og hjem til sin mor i november 2011, og vi blev separeret for halvandet år siden.

Hvorfor gik det ikke længere? Var det på grund af aldersforskellen?

- Nej, det var ikke aldersforskellen. Min kone følte sig udsat for store krav fra min side. Hun fik jo først en uddannelse som operasangerinde i Bruxelles og fandt ud af, da hun kom hjem, at hvis der kom en ledig stilling på Det Kongelige Teater på et tidspunkt, så ville der komme 50 ansøgninger.

- Så måtte jeg sige til hende: Hvad har du så lyst til? Bare sig frem. Du kan få lov til hvad som helst. Så læste hun jura og kom også igennem en juridisk embedseksamen. Men hun følte i høj grad, at jeg forlangte for meget af hende.

Gjorde du det? Havde hun ret?

- Ja, det gjorde jeg nok. Altså, det at have et barn og et job og leve et liv, hvor hun ikke skulle bekymre sig om økonomien eller noget i den retning: Det fyldte for meget. Man kan sige det sådan, at vi mennesker har forskellige ambitionsniveauer.

Bruddet kom ikke, fordi Lene kedede sig i hans selskab, betoner Mogens Camre.

- Hun var bestemt ikke en type, som ønskede at leve et mere festligt eller løssluppent liv. Tværtimod altså. Hun var også meget knyttet til sin mor, og når en kvinde er fyldt 35, kan det skabe nogle problemer i et forhold.

Hvad med jeres søn?

- Vi har delt forældremyndighed, og han kommer her hver 14. dag og er her nogle dage. Men det er klart, han er seks år og meget knyttet til sin mor. Hun bor i en lejlighed ikke så langt herfra, og vi har et venskabeligt forhold i dag.

Synes du, det var en rigtig beslutning at blive separeret?

- Nej, det synes jeg egentlig ikke. Men det er klart, at hun er så meget yngre, og jeg godt kunne sige til mig selv, at det var meget forståeligt, hvis hun ikke ville være den, der skulle skubbe rullestolen, de sidste tre år, jeg lever. Hvis det går så galt. Mine forældre blev meget gamle og var raske lige til det sidste, og det håber jeg også sker for mig. Men man ved jo aldrig, hvordan det går.

Hvad var det for krav, du stillede? Hvad var det, hun syntes var svært at leve op til?

- Ja, det går somme tider temmelig stærkt med at gøre og nå ting og sager. Jeg har måske også beundret specielt min ene søns (fra et tidligere ægteskab, red.) dygtighed, hvor min kone ikke havde lige så let som ham ved at lære. Det har været sådan nogle ting.

Det var ikke, fordi hun altid skulle være den, der tog opvasken og vasketøjet?

- Nej, nej, vi har alle moderne hjælpemidler i huset og alt, hvad der hedder vedligeholdelse af hus og biler klarer jeg udmærket.

- Men hun var 18 år, da jeg mødte hende, og så går der kun små to år, før jeg kommer til Bruxelles. Så kommer hun derned og skal forestå en husholdning og arrangementer med de 15 andre landes diplomater. Det var hun god til. Det klarede hun godt. Men hun følte nok, at hun pludselig skulle til at løbe hurtigt for at nå det hele.

Men nu har du en ny kæreste, Karen Helbo. Hvem er hun?

- Ja, det er en pige, som er uddannet økonom, og som har arbejdet i forskellige virksomheder som regnskabsdirektør. Både Lene og jeg har kendt hende siden 2007.

- Hendes mand døde for syv-otte år siden. Vi er nogenlunde jævnaldrende, og så har vi en erfaringsbaggrund med den samme arbejdsmæssige kultur. Det er meget problemfrit. Jeg er meget glad for hende.

Mogens Camre har været kæreste med Karen Helbo i et år, og hendes lyse, lette malerier af havets brusen på Grenen i Skagen og et blomstrende æbletræ pryder allerede stuen i Bagsværd side om side med Camres egne naturmalerier.

Er du og Karen mere det samme sted i livet?

- Ja, det er vi på mange måder. Hun havde en villa ved siden af min i Skagen. Hun var flyttet til Skagen, fordi hendes datter driver virksomhed deroppe. Vi har kendt hinanden i flere år nu.

Så man bliver aldrig for gammel til kærlighed?

- Nej, det gør man ikke. Det tror jeg ikke, i hvert fald.