____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mogens Camre, tidligere medlem af Folketinget og Europa-parlamentet for Dansk Folkeparti går på sin Twitter-profil ud med en voldsom kritik af en del af europas muslimer, der ifølge ham er i gang med at udrydde jøderne.

- Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen, skriver Mogens Camre på sin Twitterprofil.

Mogens Camre sidder i dag i byrådet i Gladsaxe, hvor han repræsenterer Dansk Folkeparti. Han uddyber sin opdatering overfor BT:

- Det tager udgangspunkt i de trusler, der er rundt om i Europa - ikke mindst i Frankrig - mod jøderne. De flygter i ganske stort tal ud af landet, og det er forfølgelser, som jødernes egen organisation har sammenlignet med de mørkeste dage i 1938 under Hitler.





- Den vestlige verden var i krig mod HItler, og i dag er vi i krig mod de kræfter, der efterligner Hitlers metoder, siger han.

Mogens Camre pointerede senere torsdag aften, at det ikke er alle muslimer, der støtter Hamas. Men han skriver, at 'mange gør - og det bør vi aldrig tolere.'  

- Den rabiate del af den muslimske bevægelse er jo i krig mod os. Det er derfor, kirkerne bliver brændt af og kristne bliver slået ihjel - og jøderne også - i stor stil i mellemøsten. Der er efterhånden så mange muslimer i Europa, at jøderne ikke kan gå i fred.

Mogens Camre mener, at de seneste dages begivenheder fremkaldt i krigen mellem Gaza og Israel, er en indikation på, hvad vi bør frygte. Han mener, der er tale om en åben krig mellem forskellige verdenssyn.

- Vi har imamer i Danmark, der med klokkeklare meldinger siger, at man skal slå jøderne ihjel. Det er jo en trussel, som skal tages alvorligt. I øjeblikket står norske politibetjente klar med maskinpistoler i alle norske lufthavne og grænseovergange, fordi der er nogen af de galninge, der truer med et terrorangreb i Norge. Det er åben krig, det er der ingen tvivl om, siger Mogens Camre, der flere gange har været ude med kontroversielle meldinger om blandt andet indvandrere og muslimer. 

Han mener videre, at vi undervurderer den trussel, han siger, der i mod Danmark og resten af den vestlige verden.

- Vi vil helst sige, at det er 3-4 galninge, der står bag. Men det er jo en verdensbevægelse, der har sat sig op i mod civilisationen. Det er folk med middelalderlige holdninger, der truer vores samfund, vores samfundsmodel og vores demokrati. Det er en trussel, vi er nødt til at tage alvorligt, inden der kommer lig på jordet, slutter Mogens Camre.

Mogens Camre blev i 2002 sigtet efter racisme-paragreffen, fordi han sagde følgende på et landsmøde hos Dansk Folkeparti:

- Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.

Mogens Camre blev dog reddet af sine parlamentariske immunitet fra Europa-parlamentet, hvor han var medlem af 1999-2009 for Dansk Folkeparti.

Hos Dansk Folkeparti vil man helst ikke forholde sig til Mogens Camres udtalelser.

- Det må Mogens selv udrede. Han er ikke i Folketinget, og han er ikke i Europa-parlamentet, og jeg synes, at han selv må forklare sig, ellers har jeg ikke nogen kommentarer til det.

Men kan Dansk Folkeparti anno 2014 leve med den slags udtalelser fra et profileret medlem, der repræsenterer jer i et byråd?

- Mogens må som sagt selv udrede det, og så har jeg ellers ikke flere kommentarer, siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.