Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og den øvrige bestyrelse i klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) blev allerede i januar 2013 gjort opmærksom på, at det var nødvendigt at gå organisationens rejseregler efter i sømmene. Det viser et mødereferat fra et bestyrelsesmøde i GGGI, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

I efteråret 2013 afviste Lars Løkke Rasmussen ellers ved et pressemøde om sine dyre rejser som formand for GGGI, at han skulle have »været involveret i en diskussion om, at nu skal vi have nogle nye eller anderledes rejseregler«.

Men det fremgår ifølge Jyllands-Posten af mødereferatet, at GGGIs finansdirektør under bestyrelsesmødet, hvor Lars Løkke Rasmussen var mødeleder, informerede om, at det var »afgørende« at se på organisationens rejsepolitikker og -procedurer.

Finansdirektøren sagde også, at der manglede »fælles politikker eller procedurer for emner, som påvirker organisationen på alle niveauer – for eksempel budget, finanser, indkøb, personale og rejser«, og at det krævede et »stærkt engagement« fra bestyrelsen og GGGIs øverste chefer at udbedre forholdene.

TROR DU, LARS LØKKE HAR FORTALT HELE SANDHEDEN I SINE GGGI-FORKLARINGER? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Derefter takkede Lars Løkke Rasmussen ifølge mødereferatet for præsentationen og tilføjede, at finansdirektøren og hans stab havde »et stort arbejde« foran sig.

Der gik et halvt år, før rejsereglerne blev ændret.

Udviklingsordfører for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby (DF) siger til Jyllands-Posten, at Lars Løkke Rasmussen »ikke har svaret korrekt på alle spørgsmål, der blev stillet« ved pressemødet.

»Der er flere steder, hvor svarene ikke har passet med tidskronologien. Selvfølgelig kan der ske en svipser – han deltager jo i mange møder – men når man er mødeleder, må man gå ud fra, at man er gået noget mere ned i dagsorden end andre,« siger han til avisen og opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at opgive formandsposten i GGGI.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S), medlem af Folketingets klimaudvalg, kalder forklaringen fra Lars Løkke Rasmussen på pressemødet »decideret forkert«.

Hun finder det »ubegribeligt« og »rodet«, at GGGI ifølge finansdirektøren ikke havde en rejsepolitik, da rejsepolitikken formelt blev godkendt på et bestyrelsesmøde i maj 2012, hvor daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) deltog.

Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at udtale sig til Jyllands-Posten om sagen.

Tror du, Lars Løkke har fortalt hele sandheden i sine GGGI-forklaringer  - eller holder han stadig noget skjult?

Deltag i debatten herunder