Regeringen vil ikke forbyde bederum, men har skrevet et brev til skolerne i stedet. Ikke nok, mener DF.

København. Regeringen vil ikke detailregulere og forbyde, at skoler og uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for bøn eller anden religiøs aktivitet.

Men alle uddannelsesinstitutioner må tage det alvorligt og handle, hvis der opstår problemer med bederum.

Sådan skriver undervisningsminister Merete Riisager (LA) og uddannelsesminister Søren Pind (V) i et såkaldt hyrdebrev, der følger efter en heftig politisk debat om bederum tidligere på året.

- Det er herunder afgørende, at elever og studerende ikke for eksempel oplever, at de presses til at forlade rummet, fordi andre ønsker at anvende rummet til bøn, skriver ministrene.

Rummet må i det hele taget ikke bruges til forsøg på det, ministrene kalder "negativ social kontrol", altså en slags gruppepres.

Men det er præcist, hvad der sker i dag, mener Dansk Folkepartis gymnasieordfører, Marie Krarup. Hun stod i januar bag det forslag om at forbyde bederum, der førte til politisk debat om emnet.

Hun mener ikke, at rektorerne har et reelt billede af problemerne med bederum.

- Det er meget privat, og det er meget svært at stå frem med at sige, at man har et problem med, at der er andre elever, der holder øje med en på en bestemt måde, siger Marie Krarup.

- Det kan man ikke bare gå ud og sige til alle og enhver. Og det er bestemt ikke sikkert, at man siger det til sin rektor.

DF vil derfor genfremsætte sit beslutningsforslag om at forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Siden forslaget var i Folketinget sidst, har det ifølge Marie Krarup været i høring. De høringssvar, der er kommet ind, har imidlertid ikke vist, at der skulle være problemer med bederum.

Men Marie Krarup fortæller, at hun har modtaget henvendelser fra elever, der ønsker at være anonyme, som fortæller, at de er udsat for pres fra studiekammerater.

Socialdemokratiet var positivt stemt over for DF's forslag fra januar. Men partiet endte med at stemme blankt til det. Der var brug for mere viden, mente S dengang.

Socialdemokratiet har ikke taget stilling til, om partiet så vil stemme for forslaget, hvis DF fremsætter det igen.

/ritzau/