Regeringens begrundelse for at stramme reglerne for asyl er baseret på forkerte tal. Og selvom embedsmænd i Justitsministeriet kendte til de korrekte tal om syriske flygtninge allerede 19. september, da regeringen fremlagde stramningen, blev der ikke gjort noget, skriver Politiken.

Den daværende socialdemokratiske justitsminister, Karen Hækkerup, gav dermed forkerte oplysninger til offentligheden, da hun i en pressemeddelelse udtalte, at størstedelen af de syriske flygtninge, der kommer til Danmark, ikke er individuelt forfulgte. Det er netop denne gruppe, som regeringen lægger op til at give en etårig midlertidig opholdstilladelse.

Mens Hækkerup fremlagde det, vidste hendes embedsmænd, at regeringens stramning kun vil gælde for et mindretal af de syriske flygtninge.

Det er nemlig kun en fjerdedel af flygtningene, der er flygtet fra de generelle forhold i Syrien - og som dermed ikke er individuelt forfulgte, skriver Politiken.

Justitsministeriet står sammen med Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bag rapporten »Tal og fakta på udlændingeområdet 2013«, der udkom i foråret. Heri står der ifølge Politiken, at 1.382 syriske flygtninge fik ophold i Danmark i 2013, og at 1.046 af dem fik status som individuelt forfulgte konventionsflygtninge.

Avisen har forgæves spurgt Justitsministeriets presseafdeling, hvordan det kan være, at ministeriet ikke kendte sine egne tal om syriske flygtninge, da man skrev pressemeddelelsen 19. september.