Elektroniske cigaretter kædes i flere undersøgelser sammen med alvorlige sygdomme. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er klar til at sætte ind mod et stigende forbrug blandt børn og unge.

E-cigaretter er mindre skadelige for ens sundhed end traditionelle tobaks-cigaretter. Men der er langtfra tale om et uskadeligt produkt. Faktisk kæder stadigt flere undersøgelser e-cigaretterne, som er meget populære blandt børn og unge, sammen med flere alvorlige sygdomme, blandt andet kræft. Det skriver Berlingske.

Sådan lyder konklusionen fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S), som nu lægger op til et politisk indgreb mod e-cigaretterne, som kan komme til at betyde begrænsninger i brugen af dem blandt børn og unge.

»I lyset af den generelle faglige konsensus om, at e-cigaretter langtfra er et uskadeligt produkt, er det i mine øjne bekymrende, at børn og unge bruger e-cigaretter med jordbær-, lakridssmag og lignende. Det gælder, uanset om der er tale om e-cigaretter med eller uden nikotin,« skriver Nick Hækkerup i en ny redegørelse til Folketingets Sundhedsudvalg.

Han mener, at det er vigtigt, at man holder sig for øje, at der er tale om produkter, som kan »appellere til børn og unge, og som kan bidrage til at skabe interesse for rygning af traditionelle cigaretter blandt børn og unge«.

Derfor vil Nick Hækkerup nu tage kontakt til Folketingets partier med henblik på en drøftelse af, hvordan man eventuelt kan sætte ind fra politisk hold.

Meldingen fra sundhedsministeren kommer efter nyhedshistorier om, at børn helt ned til 10 års alderen er begyndt at ryge e-cigaretter, ligesom flere og flere bekymrede forældre henvender sig til bl.a. Kræftens Bekæmpelse, fordi de er usikre på konsekvenserne af rygningen.

I redegørelsen oplyser Sundhedsstyrelsen, at der er forekommet irritation af luftveje ved kort tids brug af e-cigaretter, der kan føre til allergiske reaktioner. Stofferne propylenglycol og glycerin, der er centrale stoffer i de væsker, der er i e-cigaretter både med og uden nikotin, er desuden under mistanke for at kunne medføre skader på luftvejene ved længere tids brug.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der i udenlandske undersøgelser også fundet mindre mængder af kræftfremkaldende stoffer i nogle produkter. Med hensyn til e-cigaretter, der indeholder nikotin, oplyser styrelsen, at nikotin – ud over at være afhængighedsskabende – også er årsag til kredsløbsproblemer.

Hvilken form for regulering, der i givet fald kan komme på tale, er endnu uklart. Kræftens Bekæmpelse mener, at der skal være krav om, at e-cigaretterne ikke må ryges indendørs. Der bør også være en aldersgrænse for køb af cigaretterne på 18 år – ligesom det er tilfældet med tobaks-cigaretter:

»Der bør også være en form for godkendelsesordning. Det vil sige, at der skal være dokumentation for bivirkninger og effekt – for eksempel i forhold til om de rent faktisk får folk til at holde op med at ryge tobaks-cigaretter, sådan som det fremstilles,« siger Niels Them Kjær, projektchef for rygestopgruppen og koordinator for forebyggelse af tobak i Kræftens Bekæmpelse.

I Folketinget har de Konservative erklæret sig parate til at se på en begrænsning af brugen af e-cigaretter, mens man i Venstre ikke umiddelbart vil melde ud, om man støtter en regulering:

»Vi hilser det velkommen, at der nu kommer en politisk drøftelse. Det er væsentligt, at vi får belyst alle aspekter – såvel de sundhedsmæssige som de udfordringer, der er særligt med hensyn til de unges forbrug,« siger forebyggelsesordfører Jane Heitmann (V).