Rekordmange unge ender i gældsfælder, og særligt de dyre kviklån spænder ben for mange. Derfor vil ministeren indføre tænketid på de hurtige lån, men han afviser at regulere renten.

Når bankkontoen er i bund, er kviklån i høj kurs blandt de unge. I 2010 blev der oprettet cirka 20.000 kviklån, mens antallet i 2014 var steget til 160.000.

Og det er særligt de unge mellem 18-30 år, der lader sig lokke af de dyre lån, når økonomien trykker, viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.

Mange kender ikke konsekvenserne af at optage de hurtige kontantlån, og derfor bør der indføres en såkaldt »cool off«-periode, mener Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V). Meldingen kommer efter, at Politiken fredag bringer historien om, at rekordmange unge gældsætter sig.

»Jeg vil arbejde for at lave det, der hedder en »cool off«-periode. Det er en model, hvor man giver forbrugerne mulighed for at overveje, hvorvidt det er et fornuftigt lån, man overvejer. Folk skal være bedre oplyste om, hvad omkostningerne ved at tage lånet er,« siger ministeren.

Han peger på, at 48 timers tænketid kunne være en optimal løsning. Han ønsker dog ikke at lægge sig endelig fast på den konkrete periode.

Udgangspunktet er i hvert fald, at det ikke skal være muligt at blive lokket af en reklame, imens man sidder i S-toget, og så kunne få godkendt et eventuelt lån, inden man stiger af igen et kvarter efter, fastslår han.

»Der er måske nogen, der ikke ved, hvad det giver af udfordringer, hvis man tager de her lån. Der synes jeg godt, at vi fra Christiansborgborg – og ikke mindst mig som minister, kan blive bedre til at sikre gode oplysningsforpligtelser for dem, der tilbyder kviklån. Det er mit ærinde med det her forslag,« siger Troels Lund Poulsen og peger på, at han vil have lovforslaget fremsat i dette folketingsår.

Både Forbrugerrådet Tænk og Danske Studerendes Fællesråd mener, at ministeren bør sætte et effektivt loft over prisen på kviklånene, skriver Politiken. Men ministeren er bestemt ikke enig i, at man bør gå ind og regulere renten.

»Det er ikke noget, jeg kommer til at støtte. Det er et stort skridt at lave en »cool off«-periode. Jeg skal ikke gå videre og blande mig i, hvordan og hvorledes renten skal være, for så begynder vi at gå ind og regulere et marked, der i bund og grund er velfungerende nok,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.