Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil bremse udbetaling af sociale ydelser til krigere i Syrien.

København. Danske krigere i Syrien har modtaget førtidspension eller sygedagpenge, mens de har deltaget i væbnet kamp for terrororganisationen Islamisk Stat.

Det vil beskæftigelsesministeren nu gøre op med, skriver BT.

Det er tidligere blevet omtalt, at krigere i Syrien har fået udbetalt kontanthjælp og dagpenge.

At 36 krigere i Syrien har fået kontanthjælp eller dagpenge fra Danmark er tidligere blevet omtalt i Ekstra Bladet.

At krigere i Syrien har fået specifikt førtidspension og sygedagpenge er ifølge BT oplysninger, der stammer fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

De er kommet frem i forbindelse med et nyt lovforslag, der skal forhindre, at man kæmper mod danske interesser, samtidig med at man bliver finansieret af den danske stat.

Sagen forarger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det er en kæmpestor skandale, at vi udbetaler penge af velfærdskassen i Danmark til folk, der tager til Syrien eller andre steder i verden og undergraver det demokrati, som vi har kæmpet for i mange hundrede år i Danmark, siger han til BT.

Ministeren vil nu se på, hvordan man kan bremse udbetalinger til krigere i Syrien.

Han vil også undersøge, om de konkrete sager er udtryk for et smuthul i systemet.

- Opholder man sig i en krigszone og direkte eller indirekte tager del i krigshandlinger, så er det ikke noget, der på nogen måde flugter med, at man kan få førtidspension, siger ministeren.

- Det er man jo netop tilkendt, fordi man vurderes til slet ikke at være i stand til at have et arbejde eller en tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Troels Lund Poulsen.

Det er Udbetaling Danmark, som står for udbetalingen. Over for BT bekræfter vicedirektør Carsten Bodal, at der er kommet henvendelser fra PET om enkeltpersoner, der har modtaget sociale ydelser.

En henvendelse fra PET er i sig selv ikke nok til at bremse udbetalingen, som reglerne er i dag.

/ritzau/