Skandalen om hestekød i fryselasagner fra Frankrig får nu fødevareminister Mette Gjerskov til at skærpe kontrollen.

Der skal med garanti ikke være hestekød i de lasagner, der ligger i frysedisken i de danske supermarkeder.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har efter et møde med Fødevarestyrelsen tirsdag besluttet at skærpe kontrollen i sagen om de oksekødslasagner, der har vist sig at indeholde hestekød.

Selv om der ikke er fundet hestekød i lasagner i Danmark, har danske supermarkeder valg at fjerne fryselasagner af det franske mærke Comigel fra hylderne.

Ministeren vil nu for det første sikre, at de produkter, supermarkederne vil fjerne, rent faktisk også bliver fra hylderne. For det andet vil andre fryselasagner blive screenet, så der med sikkerhed ikke er hestekød i de danske supermarkeder. Endelig vil ministeren følge op på de analyser, som supermarkederne får lavet af de produkter, man fjerner.

»Nu skærper vi kontrollen. Snyd og humbug er uacceptabelt,« skriver fødevareministeren på sin Twitter-profil.