Dansk Folkeparti kalder landdistriktsminister Carsten Hansen i samråd, efter en campingplads på Tunø nær var brændt ned, fordi mobildækningen er så dårlig, at man ikke kunne ringe efter hjælp.

En campingplads på Tunø var nær brændt ned fredag, fordi mobildækningen på øen er så dårlig, at gæsterne ikke kunne tilkalde brandvæsenet.

Det får nu Dansk Folkepartis landdistriktsordfører, Mette Hjermind Dencker (DF), til at kalde minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen (S) i samråd om den ringe mobildækning i yderområderne.

»Det kunne være gået rigtigt galt. Vi har længe vidst, at mobildækningen på mange småøer og generelt mange steder i yderområderne er elendig, men desværre har regeringen ikke gjort meget ved sagen. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at mennesker skal sætte deres liv på spil, fordi de opholder sig langt fra sendemaster,« siger Mette Hjermind Dencker i en skriftlig kommentar.

Hun kræver derfor, at ordentlig mobildækning bliver omfattet af den generelle forsyningspligt.

»Der gælder en forsyningspligt i forhold til elforsyning og fastnettelefoner, men flere og flere vælger fastnettelefonen fra, og i et moderne samfund er det altså en betingelse, at folk kan kommunikere via mobiltelefonen. Derfor skal vi have revideret kriterierne for forsyningspligten,« siger Mette Hjermind Dencker.

Lederen af det frivillige brandkorps på Tunø, Rene Nyvang, fortæller til Jyllands-Posten, at en dreng fra campingpladsen var nødt til at løbe op til det lokale mejeri og ringe til brandvæsenet, da der ikke kunne etableres forbindelse på anden måde.

Det tog ifølge Rene Nyvang næsten 45 minutter fra branden brød ud, til han havde et overblik over dens omfang.

»Hvis der havde været fralandsvind, er jeg overbevidst om, at det hele var brændt ned. Jeg frygter virkelig, at det en dag kommer til at koste menneskeliv,« siger Rene Nyvang til Jyllands-Posten.

For en måned siden var det historien om en 92-årig dement mand, der forsvandt i Odsherred, selv om han var udstyret med en GPS-enhed, der fik Odsherred Kommune til at kræve, at regeringen og telebranchen får lappet de sorte huller i mobildækningen i landets yderområder.

Den gang forsikrede Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht (S), at regeringen er meget optaget af, at teledækningen bliver bedre. Han opfordrede samtidig kommunerne til at fokusere på kvaliteten af dækningen, når de igen skal udbyde deres teleydelser.