Det er op til boligorganisationen og kommunen at gribe ind, hvis ikke de demokratiske spilleregler bliver overholdt i Islandshøjparken i Nivå på Sjælland.

Sådan siger Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter, efter boligforeningen har fået en ny beboerformand ved navn Omar Saad, der har en klar tilknytning til den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir.

»Jeg håber, beboerne i Islandshøjparken vil sikre, den ny formand lever op til de krav, man kan stille til en demokratisk formand - nemlig at man ikke blander sin personlige holdning ind i arbejdet, beskytter mindretallet og sikrer, at alle bliver tilgodeset,« siger Carsten Hansen og fortsætter:

»Hvis han ikke kan holde tingene adskilt, er der muligheder for boligorganisationen og kommunen til at gribe ind, ligesom vi så det i juletræssagen i Kokkedal, hvor begge instanser greb ind,« siger ministeren og henviser til Egedalsvænge i Kokkedal nord for København, der i 2012 kom på landkortet, da det kom frem, at beboerbestyrelsen, der var under rådgivning af Hizb ut-Tahrir, vedtog et »nej« til en juletræsfest og til at give penge til et juletræ i området.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis findes der taler på Youtube, hvor Omar Saad kritiserer ytringsfrihed og taler om kalifatet som et mål. Berlingske Nyhedsbureau har talt med Omar Saad, men han ønsker ikke at udtale sig om sin tilknytning til Hizb ut-Tahrir. Til Frederiksborg Amts Avis siger han:

»Jeg stillede op som formand, fordi jeg blev opfordret til det af mange beboere, og jeg vil arbejde for, at folk føler sig godt tilpas og er glade for at bo i Islandshøjparken. Min politiske holdning har ikke noget med sagen at gøre og får ingen indflydelse på arbejdet som formand,« siger han.

Ifølge lektor på Syddansk Universitet Kirstine Sinclair, der forsker i Hizb ut-Tahrir, har den islamistiske organisation tilsyneladende fået et udbytte af indflydelsen på beboerforeningen i Egedalsvænge i 2012, og derfor laver man nu en lignende manøvre i Islandshøjparken.

»Hizb ut-Tahrir må have syntes, de fik noget ud af initiativet dengang både lokalt og i deres arbejde i øvrigt. Ellers vil de ikke gøre det igen. Det er rationelt tænkende mennesker,« siger Kirstine Sinclair og forklarer, at det i sig selv ikke er noget problem, at Hizb ut-Tahrir deltager i borgerdemokratiet, fordi organisationen kan have fornuftige holdninger til eksempelvis husleje eller familieudflugter. Derudover er organisationen ikke ulovlig, påpeger hun.

»Men det er menneskesynet bag, der er dybt usympatisk. De har en meget diskriminerende holdning til minoriteter og har ideologien med sig alle vegne - også ind i en beboerbestyrelse,« siger Kirstine Sinclair.

Tidligere medlem af bestyrelsen i Islandshøjparken Kirsten Kragh forklarer, at man allerede har kunnet mærke den ny bestyrelses indflydelse. Blandt andet er aftalen med Frelsens Hær, der indtil for nyligt benyttede sig af Islandshøjparkens beboerhus, blevet opsagt, på trods af at den kristne forening havde stået for populære familiearrangementer hver anden uge.

Det ærgrer Carsten Hansen, der dog ikke vil gribe ind.

»Jeg skal ikke lægge skjul på, jeg ikke bryder mig om Hizb ut-Tahrir, men det essentielle i et demokrati er, at dem, der er mødt frem, de bestemmer, når der stemmes. Når det er sagt, er der muligheder for at gribe ind, hvis de demokratiske spilleregler ikke overholdes. Jeg vil følge sagen tæt, hvilket jeg også regner med, boligorganisationen og kommunen vil gøre,« siger ministeren.