Minister har tre mål med kontanthjælpen

Unge på kontanthjælp skal i gang med en uddannelse, voksne mennesker skal være kortere tid på kontanthjælp, og social arv skal modarbejdes. Det er beskæftigelsesminister Mette Frederiksens hovedmål for en reform af kontanthjælpen.

Det er endnu for tidligt at præsentere helt konkrete udspil til regeringens kommende kontanthjælpsreform, men beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) udstikker søndag tre overordnede mål for reformen, der ventes præsenteret til foråret.

- Formålet med den reform af kontanthjælpen, vi skal i gang med, er først og fremmest at sikre, at de unge kommer i gang med en uddannelse. Ni ud af 10 unge på kontanthjælp i dag har ikke en ungdomsuddannelse, og det stiller dem utrolig dårligt i forhold til resten af deres liv, siger Mette Frederiksen til Berlingske Nyhedsbureau.

- Det andet vigtige mål med reformen er at sikre, at mennesker ikke skal være mange år på kontanthjælp, og at børn skal sikres bedre muligheder for at undgå, at de selv kommer på kontanthjælp, siger hun.

Mette Frederiksen siger, at regeringen »i princippet« er åben for at diskutere alle gode ideer og midler for at nå målene, men advarer på forhånd om, at den politiske diskussion ender i en strid om blot at hæve eller sænke kontanthjælpen for at løse de sociale problemer i Danmark.

- Verden er altså mere kompliceret end som så. Jeg synes, vi skal turde stille krav til dem, der kan, og omvendt skal dem, der ikke kan, have bedre hjælp end de får i dag, siger beskæftigelsesministeren.

- For dem, der ofte har komplekse og store sociale problemer, tror vi meget på, at vi skal sætte ind med en helhedsorienteret indsats, som måske både handler om sundhedsproblemer, det kan være man har læse/stave-vanskeligheder og har behov for overhovedet at få færdiggjort en 9. klasse, og det kan være, at man har problemer derhjemme, uddyber Mette Frederiksen.

I regeringens 2020-plan lægges der op til, at en kontanthjælpsreform sammen med reformer af sygefravær, integration, international rekruttering og aktivering skal bidrage med tre ud af i alt 14 milliarder kroner. Men ifølge Jyllands-Postens oplysninger kan regeringens kontanthjælpsreform ende med at sikre statskassen under en milliard kroner årligt fra 2020.

Mette Frederiksen fastslår, at man skal se alle arbejdsmarkedsreformerne »under et«.

- Hvis vi laver en god kontanthjælpsreform og dermed flytter unge fra kontanthjælp til uddannelse og voksne til arbejde, så vil den jo give et virkelig vigtigt bidrag til dansk økonomi, fordi det er simpelthen bedre at bruge penge på at uddanne folk end at give dem en passiv ydelse, siger Mette Frederiksen.

- Men vi lægger os ikke fast på et bestemt tal nu. Nu vil vi gerne bruge den kommende tid på at diskutere, hvad der er bedst for at flytte de her mennesker, lyder det.