Spareplanerne i Fødevarestyrelsen kommer ikke til at gå ud over kontrollen af frugt og grønt, fastslår fødevareministeren.

Der vil stadig være stort fokus på at kontrollere importeret frugt og grønt, forsikrer fødevareminister Mette Gjerskov (S) tirsdag, hvor Fødevarestyrelsen i Berlingske har varslet, at 10.000 kontrolprøver skal skæres væk.

Både Enhedslisten, Dansk Folkeparti og flere eksperter frygter, at spareplanerne medfører dårligere fødevaresikkerhed - især for frugt og grønt - men det vil ikke ske, fastslår ministeren. Det er bare et spørgsmål om omprioritering, siger hun.

- Vi omlægger kontrollen på en anden måde. Nogle af prøverne har for eksempel været krævet i salatbuffeter. Men når du tager prøver i en salatbuffet, får du først svaret tre til fem dage senere. Så får det jo ikke nogen betydning for de mennesker, der står og spiser af dem den dag, siger Mette Gjerskov.

Fødevarestyrelsen fører løbende tilsyn ved at tage mikrobiologiske stikprøver af fødevarerne - og det er de prøver, der bliver færre af i fremtiden. I stedet for kontrolprøver vil styrelsen fremover give mere vejledning.

- Vi skal for eksempel ud at rådgive dem, der har en salatbuffet om, at de skal have nogle redskaber, der er så lange, at folk ikke kommer til at stikke fingrene ned i salaten og dermed er med til at sprede bakterier. Det er en bedre måde at forebygge sygdomme på, siger Mette Gjerskov.

Samtidig peger hun på, at selvom de 10.000 kontrolprøver bliver skåret over en bred kam, vil de fleste blive taget fra oksekødsområdet, fordi der tidligere har været store problemer der, som ikke længere har samme omfang.

- Der er ikke noget i de her nedskæringer, som kommer til at gå ud over frugt og grønt området. Det er noget, vi har særligt fokus på og tager alvorligt, fordi der har været sygdomstilfælde. Problemet med frugt og grønt er, at det bliver omsat så hurtigt, at det ofte er spist, når vi har resultatet. Der er 100 andre måder at sørge for fødevaresikkerheden på end ved at tage nogle laboratorieanalyser, som efterfølgende kan være vanskelig at bruge i praksis, siger Mette Gjerskov.

Fødevareministeren stiller sig uforstående over for kritikken fra Enhedslisten og DF, fordi de selv har været med til at vedtage spareplanerne.

- Det er en måde at tilpasse kontrollen til den virkelighed, der er ude i butikkerne og restauranterne. Er der nogle i fødevareforligskredsen, der er bekymret for beslutningerne, så må vi tage et møde og forklare helt præcist endnu en gang, hvad det går ud på, siger hun.