Der forhandles for at finde en politisk løsning, som strammer familiesammenføring af tyrkere efter EU-dom.

København: Integrationsminister Inger Støjberg (V) forhandler for at finde en politisk løsning, efter at EU-Domstolen ved en dom sidste måned afgjorde, at udlændingeloven ulovligt begrænser erhvervsaktive tyrkeres ret til familiesammenføring med deres børn i Danmark.

Det erfarer Ritzau.

Dommen gjaldt den 25-årige tyrker Caner Genc, der aldrig har været i Danmark, ikke taler dansk, og som kun sjældent har set sin far, der bor her i landet.

Caner Genc fik afslag på opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at han ikke har mulighed for at blive ordentligt integreret.

Afslaget strider ifølge EU-Domstolen mod EU's associeringsaftale med Tyrkiet. Aftalen skal lette det økonomiske samarbejde og handel mellem Tyrkiet og EU-landene. Derfor gælder aftalen tyrkere, der arbejder i EU.

Danmark har hidtil begrænset tyrkeres ret til familiesammenføring, hvis de ansøger om sammenføring med børnene, mere end to år efter at faderen eller moderen har fået permanent opholdstilladelse i Danmark.

Efter dommen mente Inger Støjberg ikke, at mange tyrkere ville komme til Danmark.

- Vi vil nu analysere dommen for at se, hvor mange den vedrører, og hvilken betydning den får for Danmark, sagde ministeren.

- Men det er vigtigt at sige, at den ikke er ensbetydende med, at der kan komme rigtig mange tyrkiske familiesammenføringer. Det er slet ikke det, den handler om.

Men ministeren var imod dommen.

- Jeg mener ikke, at udfaldet er i Danmarks interesse. Og jeg er ærgerlig over den dom, der er faldet, sagde Inger Støjberg.

/ritzau/