Transportminister Magnus Heunicke (S) modtog tirsdag morgen et brev af den karakter, der gør at morgenkaffen smager lidt dårligere end sædvanligt.

Brevet havde ingen afsender, men på fronten stod budskabet med sort sprittusch og var ikke til at tage fejl af.

I brevet står der blandt andet, at S-ministeren har sikret sig en enkeltbillet lige lukt ned i Helvede, ligesom afsenderen raser over ombygningen af Ryparken Station.

Om situationen siger Magnus Heunicke selv:

- Ok, lidt svært at forklare pigerne, der henter morgenpost her til morgen og ellers er fulde af godt aprilsnar-humør, hvorfor der pludselig står sådan her uden på den store konvolut uden afsender til deres far om 'enkeltbillet lige lukt ned i helvede', skriver han på Facebook.

Selvom brevet ødelagde det gode morgenhumør hos Heunicke og hans familie, vil han ikke lade sig kue af personen, der anonymt har sendt brevet.

- Jeg nægter at acceptere, at det bare er noget, man skal finde sig i som en del af hverdagen, fordi ens far er minister. Nå, op m humøret - hav en god dag derude, skriver transportministeren.

Transportminister Magnus Heunicke er gift med Kvinfo-direktør Nina Gross. Sammen har de to døtre. 3. februar i år blev han en del af Helle Thorning Schmidts regering som Transportminister. Inden da var frontkæmper for Socialdemokraterne i kraft af sin funktion som politisk ordfører.