Tidligere har politikere haft berøringsangst, men nu skal friskoler lukkes, hvis de ikke overholder loven, siger undervisningsminister Merete Riisager.

Spotlightet fra Undervisningsministeriet er rettet mod de muslimske friskoler.

Tidligere har man tilsyneladende set stort på, om de overholdt loven. Men det skal de nu. Og gør de det ikke, falder hammeren. Så bliver statens tilskud på 75 pct. af skolernes udgifter fjernet.

Det slår undervisningsminister Merete Riisager (LA) fast i det første interview, hun giver om fremtiden for de muslimske friskoler.

»Det er klart, at hvis skolerne ikke lever op til loven, så mener jeg, at de skal lukkes,« siger ministeren. Ifølge hende tager hun sagen anderledes alvorligt end tidligere regeringer.

»Vi tager loven bogstaveligt – så de frie privatskoler skal opdrage til frihed og folkestyre.«

Vi sidder i et fornemt gammelt lokale på Sorø Akademi, med tykke bøger i bogreolerne og udsigt over Sorø sø. På bordet ligger BTs artikler fra de sidste 14 dage. Både BT og Berlingske har bragt afsløring efter afsløring af forholdene på den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole.

Jihad-papirer i et kopirum. Beretninger om fornægtelse af universets oprindelse og arternes udvikling. Rod i regnskaberne og dårlig forvaltning af statens penge år efter år. Manglende skolepenge fra forældrene på knap en million kroner. Forherligelse af militante grupper som Hizbollah. Tidligere lærere, der fortæller om vold mod elever.

»Lærerne fortæller om forhold, der rækker 10 år tilbage. Det er forfærdeligt at høre, at der har været kritisable forhold i så mange år. Og at skiftende regeringer ikke har undersøgt sagen. For der har jo faktisk været lærere, der har skrevet til politikere og ministerier,« siger Merete Riisager. Hun står bag en ny og skrappere friskolelovgivning fra 2016.

»Nu har vi flere værktøjer i kassen. Vi laver f.eks. kontrolbesøg uden varsel. Jeg kan ikke afsige en dom over en skole, det er styrelsen, der skal fremlægge det. Men jeg synes, det ser meget alvorligt ud,« siger ministeren, der virker tilfreds med, at den strengere kontrol ser ud til at virke.

»Det, vi gør nu, er faktisk, at vi kommer efter skolerne med de lovændringer, vi har lavet. Det ser ud til at virke, fordi der kommer nogle ting op til overfladen.«

Faktisk har hun været på sporet af problematikken længe. Sammen med Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen prøvede hun i 2013 at få Folketinget til at lave en høring om muslimske friskoler, men det nægtede de andre partier - det var der ikke behov for, mente de.

Derfor er det dårligt nyt for de muslimske friskoler, at Riisager er blevet undervisningsminister. For hun vil have loven overholdt, og hun er klar til at tage konsekvensen.

»Man skal bare tage loven bogstaveligt. Det er ikke mere end ganske få år siden, at jeg sammen med Alex Ahrendtsen bad om en høring ved det daværende Børne- og Ungdomsudvalg, men det blev afvist på det tidspunkt, fordi man mente, det ikke var relevant. Så det er ikke mere end en håndfuld år siden - mens det her er foregået - at man ikke har vurderet emnet til at være relevant nok. Det ser vi anderledes på nu, og de frie privatskoler skal leve op til loven, hvis de vil have deres tilskud.«

Hvordan har de kunnet slippe af sted med ikke at overholde loven tidligere?

»Der har været en berøringsangst både i det politiske system og også i embedsværket. Men det er politikernes ansvar at sende et signal om, at loven skal overholdes.«

Du siger, der har været en berøringsangst. Hvad mener du om, at sagerne nu kommer frem?

»Det er vigtigt og helt afgørende, at det kommer frem. For det første har vi en forpligtigelse over for alle danske børn, at de skal modtage undervisning, der lever op til loven. Så det er et svigt, hvis man ikke agerer på det. Samtidig har vi hensynet til vores samfund - det kan ikke nytte noget, at vi betaler skatteborgernes penge til skoler, som ikke forvalter deres opgave.«

Undervisningsministeriet undersøger pt. også, hvordan det er gået til, at Nord-Vest Privatskole er en af landets bedste i matematik, hvor 9. klasse sidste år fik 11,1 i snit. Andre muslimske friskoler har også meget høje karaktergennemsnit.

»Når styrelsen undersøger lige præcis det på denne her skole, så tror jeg da, det er berettiget, og at det er en god idé at undersøge det. 11 er højt, når landsgennemsnittet er 7,« siger Merete Riisager.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Nord-Vest Privatskoles talsmand.