Udenrigsministeren Kristian Jensen åbner for at se på konventioner med "moderne øjne", men afviser LA-forslag.

København: Liberal Alliance får ikke opbakning fra Venstre-regeringen til forslaget om at suspendere de internationale flygtningekonventioner i to år og i stedet bruge ressourcerne på hjælp i nærområderne og 4000 kvoteflygtninge.

Det fastslår udenrigsminister Kristian Jensen (V).

- Vi støtter ikke, at man skal suspendere flygtningekonventionerne. Vi har sagt, at de konventioner der er, bærer præg af, at de er skrevet i en anden tid, så der kan blive behov for, at man kigger på dem med moderne øjne.

- Men vi mener ikke, at vi står i en situation, hvor vi hverken kan eller skal suspendere FN-konventioner, siger Kristian Jensen til Ritzau.

/ritzau/