Afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen ankommer til audiens mandag d. 16 juni 2014 på Christiansborg Slot. (Foto: Bjarne Lüthcke/Scanpix 2014)
Afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen ankommer til audiens mandag d. 16 juni 2014 på Christiansborg Slot. (Foto: Bjarne Lüthcke/Scanpix 2014) Foto: Bjarne Lüthcke

Rigspoliti-skandalen: Dokument afslører, at daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) i 2014 blev advaret om ulovlig praksis i Rigspolitiet uden at stoppe den

Sagen om Rigspolitiets ulovlige konsulent-millioner tager nu en politisk drejning efter, at rigspolitichef Jens Højbjerg for godt en måned siden måtte beklage, at Rigspolitiet i 2015 og af 2016 indgik aftaler med eksterne konsulenter for 273 millioner kroner, hvoraf mindst 41 procent af opgaverne ikke kom i de lovpligtige udbud.

Nu viser det sig, at Socialdemokraternes formand og tidligere justitsminister Mette Frederiksen tilbage i 2014 blev advaret om, at den var gal med Rigspolitiets brug af konsulenter, og at hun på daværende tidspunkt iværksatte en række initiativer for at sikre, at Rigspolitiet ville overholde reglerne - hvilket dog ikke skete.

Politi

Det afslører et dokument, som blev sendt til Statsrevisorerne og Rigsrevisionen i november 2014 underskrevet af Mette Frederiksen. Anledningen var en stikprøvekontrol fra Rigsrevisionen, der tidligere på året konstaterede, at Rigspolitiets havde rod i dets brug af konsulenter, og at der i flere tilfælde blev set stort på de lovpligtige annonceringer og udbud.

Det fik Mette Frederiksen til at iværksætte en række initiativer, og i skrivelsen roser hun Rigspolitiet for at have taget affære:

‘Jeg konstaterer med tilfredshed, at Rigspolitiet i foråret (maj 2014, red.) har udarbejdet fælles retningslinjer for indkøb af konsulentydelser’, skriver Mette Frederiksen, ligesom hun konstaterer, at nye retningslinjer i Rigspolitiet sikrer, ‘at indkøb skal ske efter reglerne i EU’s udbudsdirektiver’ samt ‘med respekt for annonceringsreglerne i tilbudsloven.’

Bettina Jensen

»Det her slår fast, at Rigspolitiet har været klar over den ulovlige praksis ligesom det viser, at man på allerhøjeste politiske niveau blev orienteret om, at der var problemer,« siger Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Rigspolitiet har begået markante fejl i udbud

Han mener, at såvel Mette Frederiksen som Rigspolitiet har et problem.

»Formelt set har Justitsministeren ansvaret for, at det, der foregår i ministeriet er i overensstemmelse med reglerne. Derfor burde hun og hendes efterfølgere på posten have fulgt op på, om der blev rettet ind. Og med den viden, vi har nu, så er det øjensynligt ikke blevet gjort før nu,« siger han.

»Når det så er sagt, så kan en minister ikke kigge alle embedsmænd over skulderen. Derfor er der også sket et svigt på et eller andet niveau i Rigspolitiet, hvor man har sagt ét, men gjort noget andet eller ikke har fulgt op efterfølgende,« siger Roger Buch.

Forsikringerne om, at der nu var styr på det, fik Mette Frederiksen fra den absolutte top i Rigspolitiet.

»Det er ikke noget, jeg personligt har været inde over, men det har den daværende økonomidirektør Nikolaj Veje. Det var hans område. Men samtidig er det mit overordnede ansvar, når der sendes et brev fra os til Justitsministeren,« siger rigspolitichef Jens Højbjerg til BT

Bettina Jensen

Skandalen om Rigspolitiets konsulentmillioner begyndte med BT’s afsløringer i juni sidste år om den nu fyrede afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen, som fra 2011 til 2013 gav konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens, som hun kendte fra sin tid i DR, opgaver for mere end 43,3 millioner kroner uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud.

Bettina Jensen

De mange millioner af kroner blev udbetalt på trods af manglende kontrakter ligesom aftaler uden budgetrammer fik honorarerne til at eksplodere. Desuden fik de tre konsulenter betalt store million-honorarer i forskud.

Alt sammen i strid med de forvaltningsretlige regler.

Før skandalen tog yderligere fart med redegørelsen fra 11. marts i år, så hævdede såvel Rigspolitiets tidligere økonomidirektør Nikolaj Veje såvel som Bettina Jensen, at der netop i 2014 kom styr på Rigspolitiets brug af konsulenter, fordi Rigspolitiet efter Rigsrevisonens stikprøvekontrol fik strammet op.

u

Samme budskab fremturede altså også daværende justitsminister Mette Frederiksen, viser dokumentet til Statsrevisorerne.

Trods Mette Frederiksens forsikringer fortsatte Rigspolitiet med at lave ulovlige aftaler både under hendes ledelse og under efterfølgeren Søren Pinds (V) ledelse.

Politi

11. marts i år kulminerede skandalen så efter en intern redegørelse, som Søren Pape Poulsen havde afkrævet Rigspolitiet efter kritiske spørgsmål i Folketingets retsudvalg. Redegørelsen viste, at omfanget af de ulovlige aftaler var større end hidtil antaget, og det fik rigspolitichef Jens Højbjerg til at betegne den 11. marts som ‘en sort dag’ for Rigspolitiet.


Rigspolitichef: Det er mit ansvar

BT fik fat i Rigspolitichef Jens Højbjerg, der erkender sit ansvar.

Det fremgår af dokumentet, at i lover Justitsministeren, at der kommer styr på jeres brug af konsulenter. Hvorfor skete det ikke?

»Vi lavede jo nye retningslinjer i maj 2014, og vi var optagede af, at der var nye regler, der skulle overholdes. Og der må jeg bare konstatere, at det blev de ikke, og at det skyldes et utilstrækkeligt ledelsesmæssigt fokus. Det er også derfor, at vi har taget initiativer til en gennemgang af de konsulentydelser, der er nu og tilbage i tiden og ikke mindst oprettelsen af den nye controlling-enhed med direkte reference til direktionen. Det skal sikre at reglerne overholdes nu.«

Socialdemokraternes Trine Bramsen siger, at I har ansvaret for at det gik skævt på trods af ministerens forsikringer om, at der var styr på det. Hvad siger du til det?

»Det er jeg fuldstændig enig i. Det er derfor, at man har en styrelse og derfor, at vi nu sætter alle sejl til for at sørge for, at det her aldrig sker igen.« siger Jens Højbjerg.


S: Man skal kunne stole på embedsfolk

Mette Frederiksen har ikke ønsket at blive interviewet i sagen, men henviser i stedet til retsordfører Trine Bramsen.

Det her viser, at Mette Frederiksen har kendt til, at der var problemer i Rigspolitiet. Hvad siger du til det?

»Som minister er man jo nødt til at kunne stole på sine øverste embedsfolk. Man kan ikke som minister gå og tjekke hver eneste konsulentaftale. Man bliver nødt til at antage, at ens højtstående embedsfolk har styr på det, når de lader ministeren forstå, at der er det. Det er Rigspolitiets ansvar, at det også er sådan i praksis.«

Burde ministeren ikke have fulgt op på det, da hun jo har det formelle ansvar?

»Når man har en Rigspolitichef, en øverste økonomiansvarlig og en ansvarlig i departementet, som melder tilbage, at der er styr på det, så må man som minister også forvente, at det er tilfældet. Det er jo ikke sådan, at en minister selv skal tjekke alle bilag.«

Har Rigspolitiet ført ministeren bag lyset?

»Så sent som i sommer kom Rigspolitiet med dets egen redegørelse, som lod forstå, at alt var i skønneste orden. Så det står i hvert fald klart, at de tilbagemeldinger, der har været fra Rigspolitiets side, ikke har været rigtige. Og det er jo også det, der gør denne her sag så alvorlig. Et er at reglerne ikke er blevet overholdt og vi ikke ved, om vi har fået det for vores skattekroner, som vi burde. Noget andet er, at en minister skal kunne stole på sine øverste embedsfolk,« siger Trine Bramsen.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.