KØB PLUS!

Mette Frederiksens vilde plan: Ledige skal feje gader og slå græs

Nu skal der arbejdes for kontanthjælpen

I fremtiden skal jobklare kontanthjælpsmodtagere over 30 år arbejde i såkaldte nyttejob, hvis de vil beholde kontanthjælpen.

Det skal være slut med nytteløse jobsøgnings- og aktiveringskurser. Til gengæld skal kontanthjælpsmodtagere i fremtiden arbejde for at få pengene. Sådan lyder opskriften fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som snart fremlægger en omfattende kontanthjælpsreform, skriver Jyllands-Posten.

De jobklare kontanthjælpsmodtagere vil få et halvt år til selv at finde arbejde. Derefter vil de få anvist et såkaldt nyttejob.

I reformen lægger beskæftigelsesministeren op til et mere direkte og tættere samarbejde mellem jobcentre og virksomheder.

»Det har en grundlæggende værdi at arbejde. Vi møder folk med tillid og giver dem i første omgang et halvt år til selv at finde et arbejde. Derefter skal de arbejde for deres kontanthjælp,« siger Mette Frederiksen, der med reformen vil indføre økonomiske sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere, der vægrer sig ved at tage et arbejde,« siger hun til avisen.

Kontanthjælpsmodtagerne skal i arbejde i private virksomheder i praktikordninger og løntilskud eller i kommunerne i såkaldte nyttejob, hvor man for havearbejde, snerydning eller oprydning modtager kontanthjælp.

Kommunernes Landsforening, LO og Dansk Socialrådgiverforening ser positivt på forslaget, mens arbejdsgiverne er skeptiske.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener ikke, at udspillet vil løse de grundlæggende problemer i kontanthjælpssystemet.

»Det er blot mere af det, som vi kender i forvejen. Hvis man vil undgå, at folk hænger fast i systemet, kommer man ikke uden om en ydelsesreform, så det bedre kan betale sig at være i arbejde eller i uddannelse,« siger administrerende direktør Jørn Neergaard til Jyllands-Posten.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ BT'S FACEBOOK-SIDE HER