Topministre i Thorning-Schmidt-regeringen blev advaret om, at massefyringer af ansatte i Skat kunne ende galt. Alligevel pressede de sparekniven igennem Skat.

Hun har selv skudt med skarpt efter Venstres næstformand, Kristian Jensen. Nu bliver socialdemokraternes formand Mette Frederiksen sammen med andre topministre under Helle Thorning-Schmidts regering selv trukket ind i en af Skats helt store skandaler.

Læs hele sagen her:

En aktindsigt BT har fået i Finansministeriet viser nu, at Mette Frederiksen sammen med andre politiske topfigurer i økonomiudvalget under den daværende Helle Thorning-Schmidt-regering, ikke alene pressede på for fyringer i Skat, men også blev advaret om, at det kunne ende galt, hvis ikke det dengang forsinkede fælles inddrivelsessystem, EFI, kom op at køre.

Efterfølgende fyrede Skat mere end 300 ansatte på trods af advarsler om, at EFI-systemet, der skulle automatisere gældsinddrivelsen og effektivisere forvaltningen, ikke fungerede efter hensigten.

Det får nu flere eksperter til at kritisere økonomiudvalget, herunder Mette Frederiksen.

»Det her minder om en rygende pistol. Det viser, at EFI selvfølgelig skulle implementeres, før man kunne høste det store besparelsespotentiale og fyre medarbejdere,« siger Peter Skærbæk, der er professor ved Institut for Regnskab og Revision ved Copenhagen Business School (CBS).

Mette Frederiksen har ikke ønsket at lade interviewe til BT. Skatteordfører for Socialdemokraterne Jesper Pedersen siger:

»Både den proces og de andre beslutninger, der er truffet omkring EFI, er det op til skattekommissionen at kortlægge og vurdere. Men det at tage voldsomme besparelser hjem før IT-systemet fungerede, startede under Kristian Jensen. Men Thorning-Schmidt-regeringen gjorde heller ikke nok ved de problemer, den arvede,« siger Jesper Petersen.

I sidste uge kom det frem, at Skats kuldsejlede gældsinddrivelse skal granskes af en undersøgelseskommission, efter pres fra blandt andet Mette Frederiksen. Både det fejlslagne EFI-system og massive besparelser i Skat over en årrække vurderes i dag at være medvirkende til, at gælden til staten er eksploderet og nærmer sig 100 mia. kr. En del af det beløb vurderes slet ikke at kunne opkræves.