Trods kritik på kongressen er der fortsat støtte fra S til regeringens stop for kvoteflygtninge.

Aalborg. Regeringens beslutning om ikke at tage imod flere kvoteflygtninge i år har fortsat opbakning fra Socialdemokratiet, selvom der på partiets kongres har været usædvanlig skarp kritik af ledelsens linje.

Under debatten lørdag var der en stribe kritiske indlæg om stoppet for kvoteflygtninge, mens ingen talte for det.

- Det er den eneste fungerende fordelingsmekanisme, vi har for flygtninge. Det er et system vi burde styrke og måske udvide, lød det blandt andet fra talerstolen.

- For Danmark er det ren symbolpolitik. For flygtningene er konsekvenserne ubærlige, sagde en anden taler.

Også den netop afgåede formand for FN's Generalforsamling, Mogens Lykketoft (S), er imod regeringens beslutning. Faktisk har den danske regering netop været med til at vedtage en beslutning i FN, der ifølge Lykketoft går i den stik modsatte retning.

- Den lægger nærmest op til, at man skal løfte omfanget af kvoteflygtninge som den væsentlige måde at modtage flygtninge på. Derfor er jeg selvfølgelig ked af den beslutning. Jeg håber, at den varer meget kort, siger han.

Lykketoft afviser at forholde sig til, at hans eget parti bakker op om regeringens beslutning.

I sine afsluttende bemærkninger til talen på kongressen, lader Mette Frederiksen forstå, at linjen ligger fast. Men der skal tages hensyn til blandt andet de handicappede kvoteflygtninge, understreger hun.

- Nogle af dem er en særligt udsat gruppe, som vi vil have et øje på, hvis der måtte blive indkaldt til forhandlinger, siger Mette Frederiksen.

Også partiets generelle udlændingepolitik har fået kritik, ikke fra deltagerne på kongressen, men fra de partier, der forventes at pege på Mette Frederiksen

Til den kritik svarer Mette Frederiksen:

- Et er humanisme, flotte ord, drømme og visioner. Noget andet er virkelighedens verden.

- Der er kun et parti, der kan forene humanisme og realisme. Det er kun os, der kan finde den rigtige balance, hvor hverdagen skal hænge sammen.

/ritzau/