Den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er blevet skilt fra sin mand.

Efter 11 års ægteskab har hun og hendes mand Erik Harr valgt at blive skilt. Parret har to børn sammen, Magne på 8 og Feline på 11, som de fremover vil deles ligeligt om. Det oplyser parret til jp.dk

- Vi skilles efter mange gode år. Vi har to vidunderlige børn sammen og vil altid have en særlig plads i hinandens hjerter. Skilsmisse er smertefuldt, og derfor har vi heller ikke flere kommentarer til vores situation, udtaler parret i en fælles udtalelse.

Mette Frederiksen og Erik Harr, der er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening, vil fortsat bo tæt på hinanden, så de kan være fælles om at tage sig af deres to børn.

Parret blev gift tilbage i 2002, efter Erik Harr havde friet nytaftensdag. Parret blev gift i Bælum Kirke i Nordjylland, hvor Mette Frederiksen oprindelig er fra. Til Berlingske har Mette Frederiksen tidligere fortalt, hvordan hun kom for sent til kirken, fordi hun havde glemt brudebuketten, og at hendes mor i øvrigt måtte træde ekstra på speederen for at datteren kunne nå sit bryllup.

En knap så sjov historie fra deres familieliv ramte medierne i 2010, da Mette Frederiksen og Erik Harr blev enige om at sende deres datter i privatskole. To år senere valgt de det samme for deres søn, og også denne gang blev S-profilen mødt med massiv kritik, fordi hun selv har harceleret over forældres valg af privatskoler.

Mette Frederiksen har ofte beskrevet, hvor meget familien fylder og betyder for hende, selvom jobbet som beskæftigelsesminister stjæler det meste af hendes tid.

- Kærligheden giver mig en grundlæggende ro i mit liv. Min familie betyder alt for mig og kommer i forreste række. På den måde er der jo ikke noget i det politiske liv, der kan opveje det at få børn, sagde Mette Frederiksen i 2012 til internetmagasinet Alive.dk 

Mette Frederiksen kom i Folketinget i 2001. Siden 2011 har hun siddet som beskæftigelsesminister.