Vælgernes tillid til Socialdemokraternes nyudnævnte formand, Mette Frederiksen, er langt større end tilliden til statsminister Lars Løkke Rasmussen, viser ny megafon-måling.

Formand for Socialdemokraterne Mette Frederiksen (S) slår både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere formand og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når det gælder vælgernes tillid. Det viser den første megafon-måling siden Folketingsvalget i juni, skriver Politiken.

Således svarer kun 18 procent af de adspurgte, at Lars Løkke Rasmussen er den mest troværdige, mens 50 procent svarer Mette Frederiksen.

27 procent mener ikke, at der er nogen forskel på de to.

En måling fra dagen før valget viser, at 31 procent pegede på den nuværende statsminister, som den mest troværdige politiker, mens 46 procent pegede på Helle Thorning-Schmidt. Dermed slår Mette Frederiksen altså også sin forgænger.

De stærke målinger for Socialdemokraterne stopper ikke her. Megafon-målingen viser nemlig også, at partiet med Mette Frederiksen i spidsen nu står stærkere end samtlige målinger i partiets regeringstid.

I dag er vælgertilslutningen således på 27,1 procent, og det har den ikke været siden før valget i 2011.

Udover fremskridtene for Socialdemokraterne er der dog ikke sket det store siden valget. Enhedslisten og Dansk Folkeparti er begge gået 0,8 procentpoint tilbage, mens Venstre og De Radikale begge vinder en smule frem med henholdsvis 0,4 og 0,5 procentpoint.

De borgerlige partier har altså stadig et flertal af stemmerne, selvom det nu er snævret ind til 50,9 procent til blå blok og 49,1 til rød blok.