Regeringen sigter efter en ren blå finanslov, men S-formand Mette Frederiksen forsøger at få regeringen til at gå uden om Liberal Alliance og de Konservative.

Det så ud til, at udfaldet var givet på forhånd, da finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i sidste uge præsenterede regeringens forslag til finansloven for 2016.

Det - med Hjorts egne ord - »stramme« udspil bejlede til kollegerne i blå blok, og en ren blå aftale var da også finansministerens udgangspunkt, da han fredag havde alle Folketingets partier til såkaldte sættemøder forud for de egentlige forhandlinger.

»Jeg tror, der er en vilje i blå blok til, at vi kan finde sammen. Det vil også være det naturlige, efter de har peget på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister og Venstre som mindretalsregering,« lød det fra Claus Hjort Frederiksen.

Men idéen om en blå finanslov forsøger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), at gøre op med ved at bejle til regeringen med et »enkelt og klart budskab«:

»Der er to veje at gå. På den ene side kan man vælge mellem grundskyld og topskattelettelser, og på den anden side kan man vælge at lave en finanslovaftale med os, som først og fremmest skal leve op til to ting: Kernevelfærden skal styrkes i landets kommuner, og det skal fortsat sikres, at der etableres og udvikles private arbejdspladser.«

For de Konservative er grundskulden kardinalpunktet, mens Liberal Alliance kræver lettelser af topskatten. LA påpeger dog, at topskattelettelser ikke er på bordet under finanslovforhandlingerne, men udskydes til forårets skatteforhandlinger.

Mette Frederiksen forsøger dog alligevel at lægge afstand til regeringens borgerlige støttepartier under de indledende sættemøder.

»Vi kommer ikke med ultimative krav - andet end en prioritering af vores velfærd. Det kan lade sig gøre at lave en aftale med os, hvis man vil. Men man skal lade være med at brænde pengene af på ordninger, der ikke skaber ret mange job, og på grundskyld og topskattelettelser,« siger hun.

Socialdemokraterne går til finanslovforhandlingerne med kernevelfærd og private arbejdspladser på dagsordenen, og især på velfærdsområdet ligner prioriteterne de samme som hos Dansk Folkeparti.

Da formand Kristian Thulesen Dahl (DF) efter sættemødet bliver spurgt til, om han stadig tror på en ren, blå finanslov, lyder svaret da også:

»Jeg tror, der vil blive lavet en række aftaler sådan lidt kludetæppe-agtigt, der betyder, at forskellige partier har mulighed for at påvirke det her forløb. Også Socialdemokratiet.«

Anders Samuelsen (LA) er dog overbevist om, at det ender med en blå finanslov, og han er meget optimistisk.

»Vi kan jo godt stå og tale kæmpe forskelle op, men det ser jeg egentlig ikke nogen grund til. Vi er konstruktive i forhold til det her forhandlingsforløb, og vi tror på, at vi kan finde hinanden,« siger Liberal Alliances leder efter sættemødet.

De Konservative havde også klare krav med i Finansministeriet, og øverst står en løsning på den stigende grundskyld, påpeger partiformand Søren Pape Poulsen (K) nok engang.

»Den politik, vi fremlægger, kan umuligt være noget, der skurrer ret meget i en liberal-borgerlig regerings ører,« siger han.

De reelle finanslovforhandlinger indledes efter planen i næste uge.