De sidste ti måneder er vejen blevet stejlere for de danskere, som ikke har så meget.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der i sin første 1. maj tale som S-formand gør kritisk status over de ti måneder siden Lars Løkke Rasmussen (V) i juni sidste år blev statsminister.

I talen anklager Mette Frederiksen regeringen og Dansk Folkeparti for at splitte Danmark og gøre for lidt for de danskere, der har mindst:

»Først foreslår regeringen at bygge markant færre almene boliger i byerne. Så indfører Løkke og Thulesen Dahl et kontanthjælpsloft. Et loft, der vil forringe tusindvis af udsatte familiers økonomi. Et loft, der vil ramme børnene, og et loft, der gør det sværere at finde en lejlighed, der er til at betale,« siger Metter Frederiksen og fortsætter:

»Og for at gøre ondt værre er beskeden til de samme familier, at mange af deres unge nu ikke skal kunne komme i gymnasiet, siger Mette Frederiksen med henvisning til de blå partiers ønske om at indføre et karakterkrav på 4 i gymnasiet. Med tre præcise slag rammer DF og Løkke masser af familier, der i forvejen ikke har fået alt forærende,« siger Mette Frederiksen.

I talen anviser hun med en plan mod skattesnyd en anden vej til at få flere penge i de offentlige kasser. Socialdemokraterne vil blandt andet straffe folk, der flytter penge i skattely hårdere og bruge flere penge på at ansætte medarbejdere i Skat.

»Vi vil trække Danmark i en anden retning. Vi kan stadigvæk være det særlige land, som verden kigger på. Som Bernie Sanders og Hillary Clinton drømmer om. Men vi kan ikke være Danmark, hvis vi slås om kagen i stedet for at gøre den større. Vi kan ikke være Danmark, hvis ikke de store hjælper de små,« siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer i samme åndedrag Lars Løkke Rasmussen til at se til venstre side i folketingssalen, når der til efteråret skal forhandles blandt andet skattereform.

»Drop at lave blå blokpolitik om Danmarks økonomi. Drop topskattelettelser. Lad os i stedet gøre det, vi kan i Danmark. Samarbejde. Der er et alternativ til skattelettelser, hvor vi samles om at fremtidssikre vores fælles velfærdssamfund,« siger Mette Frederiksen.

Hun sætter samtidig ord på, hvad Socialdemokraternes prioriteringer ville være, hvis de havde regeringsmagten:

»Vi vil bruge de få midler, vi har, på at udvikle vores velfærdssamfund. På at forbedre vores børns skoler og børnehaver. På at sikre ordentlige sygehuse og en ældrepleje, vi kan være bekendt. På at sørge for, at vores uddannelser kan indfri vores ambition om den bedst uddannede generation nogensinde,« siger Mette Frederiksen.

/ritzau/